Jesper Rungholm, adm. direktør hos DAT. (Foto: DAT | Facebook)

Fyringsrunde i DAT

DAT har mandag gennemført en fyringsrunde i Danmark, hvor 39 ansatte er blevet afskediget. Selskabet ser pessimistisk på forretningsmulighederne i 2023 og ønsker at reagere i tide.

Udsigten til et 2023 med høje brændstofpriser, CO2-afgifter, inflation samt svigtende forbruger- og erhvervstillid får nu DAT til at tilpasse organisationen, inden den forventede krise for alvor rammer luftfarten.

Det Vamdrup-baserede flyselskab har mandag afskediget 39 ansatte i Danmark, mens der også er foretaget tilpasninger i organisationen hos datterselskabet DAT LT i Litauen. Det skriver TV Syd.

Det er således en beslutning med en god portion rettidig omhu, der får det danske rute- og ACMI-selskab til at foretage de nødvendige skridt for at sikre, at selskabet ikke kommer i økonomisk uføre.

“Det vil være fantastisk, hvis vi tager fejl. Hvis vi har ret, kan vi overleve, men det ville være rigtig svært, hvis vi ventede til problemerne kom,” siger DAT’s administrerende direktør Jesper Rungholm ifølge TV Syd.

Vigtig kontrakt ikke forlænget
En kilde oplyser til Check-in, at afskedigelserne kommer midt i overenskomstforhandlingerne, og at der er tale om 28 danske kabineansatte samt 11 danske piloter. Kilden oplyser i øvrigt, at FPU (Flyvebranchens Personale Union) er inde over sagen.

DAT har haft en meget travl sommer, idet selskabet har haft tre fly beskæftiget for tyrkiske Corendon Airlines frem til udgangen af oktober, og herudover har der været et fly beskæftiget på vegne af Finnair.

Kontrakten med Corendon Airlines er dog ikke blevet forlænget ind i vintertrafikprogrammet, og Jesper Rungholm oplyser til Check-in.dk, at der ikke er udsigt til, at der skal flyves for det tyrkiske selskab i den kommende sommer, selvom der har været stor tilfredshed med samarbejdet.

DAT havde umiddelbart før fyringsrunden omkring 260 ansatte i Danmark svarende til i underkanten af 250 årsværk. Koncernen består af et dansk og et litauisk flyselskab samt to leasingselskaber. I 2021 blev koncernoverskuddet på 3,6 millioner kroner ud af en omsætning på 575 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

DAT: Coronaepidemien er muligheder fremfor krise

DAT forventer at undgå større fyringsrunde

DAT afskediger flyvende personale