Skuli Mogensen, grundlægger og tidligere koncernchef i WOW air.

Grundlægger vil genoplive WOW air

WOW airs stifter Skúli Mogensen vil sammen med tidligere medarbejdere starte selskabet op igen og er klar med plan til potentielle investorer.

Blot en uge efter at det islandske lavprisflyselskab WOW air gik konkurs, er selskabets grundlægger og tidligere koncernchef Skúli Mogensen klar med en plan for at genetablere flyselskabet.

Ifølge det islandske medie Fréttablaðið forsøger Skúli Mogensen og nogle af WOW airs tidligere nøglemedarbejdere for øjeblikket at rejse op til 40 millioner dollar (266 millioner kroner) fra investorer til at starte flyselskabet op igen under samme navn som hidtil.

Det sker på trods af, at WOW air i månederne op til konkursen netop forsøgte at skaffe ny kapital til det kriseramte selskab via den amerikanske kapitalfond Indigo Partners, som man forhandlede med gennem mere end fire måneder. Det lykkedes ikke at få amerikanerne til at bide på, og da Icelandair heller ikke var indstillet på at overtage selskabet, var konkursen en realitet.

Nu har Skúli Mogensen og de tidligere medarbejdere ifølge Fréttablaðið udarbejdet en investorpræsentation, der beskriver, at de med et nyt selskab håber at erhverve WOW air-brandet og opkøbe WOW airs resterende aktiver.

Selskabet vil flyve til København igen
Præsentationen indeholder også en toårig strategiplan for det nye selskab. Heraf fremgår det, at selskabet umiddelbart efter at have fået en driftstilladelse vil lease fem Airbus-fly – fire A321neo og én A320neo – til et unavngivet europæisk flyselskab i 12 uger.

Derefter planlægger selskabet fra juni at begynde at etablere nye ruter til i alt 13 destinationer i Europa og Nordamerika – heriblandt København, London, Paris, Amsterdam, Berlin og New York, Baltimore og Boston.

Fra fem til ti fly på to år
Selskabets skal ifølge strategien have syv fly i flåden i foråret 2020 og ti fly på samme tid i 2021.

Ifølge planen skal Skúli Mogensen og de tidligere medarbejdere have en ejerandel i det nye selskab på 51 procent, mens nye investorer vil få en ejerandel på 49 procent. Selskabets ledelse er indstillet på en lønnedgang på 30 procent i det første driftsår.

Relaterede artikler:

Fem grunde til WOW airs konkurs

WOW air – storhed og fald

WOW air er konkurs