Oddur Eysteinn Friðriksson (Odee) er manden bag MOM air. (Foto: odee.is)

Her er manden bag MOM air

Grundlæggeren af “flyselskabet” MOM air er den islandske kunstner Oddur Eysteinn Friðriksson. Han fortsætter ufortrødent med sit projekt, og hævder at der snart er investorer på plads.

Hvis man har brug for inspiration til markedsføringsindsatsen i forbindelse med opstart af et nyt flyselskab, så kan man godt rette blikket mod Island og kunstneren Oddur Eysteinn Friðriksson, der i løbet af få dage er blevet kendt i store dele af verden gennem det opsigtsvækkende projekt kaldet MOM air.

MOM air skulle angiveligt være et nyt islandsk ultra-lavprisflyselskab, som Oddur Eysteinn Friðriksson, der i Island går under navnet Odee, er grundlægger af og administrerende direktør for.

Indtil videre er der dog ingen selskabsregistrering foretaget, men Odee er usædvanligt aktiv på hjemmesiden momair.is samt på tilhørende Facebook og Instagram-konti.

Global medieinteresse
Gennem det globale TravMedia-netværk har den kreative islænding udsendt en pressemeddelelse til 12.000 journalister og medier over hele verden, og det har afstedkommet massiv omtale – og således også på CHECK-IN.DK.

Et annonceret pressemøde, der skulle have været afholdt den 11. november, er dog blevet udsat en uge, som følge af medieinteressen og “de seneste ændringer i markedet”. Ifølge en pressemeddelelse fra MOM air har nyhedsmedier fra Tyskland, Storbritannien og USA meddelt, at de ønsker at deltage i pressemødet.

I mellemtiden øges antallet af følgere på MOM air’s sociale medier, mens mange tilsyneladende har prøvet at booke flyrejser med det påståede flyselskab. som blandt andet har planlagt en rute til København.

WOW air hyrer advokat
MOM air (WOW air vendt på hovedet, red.) har tilsyneladende været inspirerer af logo og farvevalg fra WOW air, der gik konkurs i foråret 2019. Sidste efterår købte den amerikanske forretningskvinde Michele Ballarin via USAerospace Partners de immaterielle rettigheder til navn og logo fra konkursboet, og det nye WOW air har længe haft planer om at genoptage aktiviteterne.

Nu rapporterer islandske medier, at USAerospace Partner har hyret den islandske advokat Páll Ágúst Ólafsson for at få MOM air til at stoppe brugen af logoet.

Ifølge det islandske medie, frettabladid.is, benægter Oddur Eysteinn Friðriksson, at der er tale om en happening. 

”Det er ikke en vittighed. Dette er en meget seriøs rejse,” siger han i en erklæring til mediet og tilføjer, at ingen er bedre rustet end ham til at “gennemføre en skelsættende revolution inden for lufttransport.”

 

Relaterede artikler:

Alle mødres flyselskab: “Det er ikke fake news”

Nyt WOW air: Vi er snart klar til takeoff

“Somalias moder” står bag WOW-genfødsel