Gustafson: ‘Vi ønsker kun lønsom vækst!’

Størrelse betyder ikke noget. I hvert fald ikke for SAS, der ikke vil bekymre sig om, hvorvidt det norske lavprisflyselskab Norwegian overhaler indenom i løbet af de næste tre år. Koncernchef Rickard Gustafson ønsker nemlig kun lønsom vækst.

Den nye 4Excellence strategi hos SAS har som en af hjørnestenene, at SAS skal være førstevalg for nordiske rejsende, uanset om rejsens formål er forretning eller har karakter af at være enfritidsrejse.

Det er naturligvis en strategi, der stiller store krav til selskabets konkurrenceevne. Og konkurreter er der nok af.På hele 60 procent af indtægtsområdet i SAS har man Norwegian som direkte konkurrent, hvor selskabet principielt flyver vingespids mod vingespids.

Men Norwegian forsøger ogsåat blive førstevalg for nordiske rejsende. Det norske lavprisflyselskab har en skarp profil mod fritidsrejsemarkedet, men har i stigende grad fået tag i forretningsrejsende, efterhånden som selskabet har fået bygget frekvens ind i ruterne. SAS er derimod i den modsatte situation med godt tag i forretningsmarkedet og en forstærket indsats mod fritidsrejsemarkedet.

Afgående vicekoncerchef John Dueholm har tidligere udnævnt Norwegian til det skandinaviske flyselskabs hovedfjende. Det har koncernchef Rickard Gustafson også fået øje på.

Profitabel vækst

Men SAS ønsker ikke at slå konkurrenten for enhver pris. Hos SAS er det nemlig ikke alenestørrelsen, der tæller.Der skalprimært tjenes penge, fremfor at indgå i et kapløb med Norwegian om at være størst.

“Jeg er ansat til at skabe profitabel vækst. Vi har den rette størrelse til at kunne levere skalafordele med det nye strategiprogram,“sagde koncernchef Rickard Gustafson til CHECK-IN i forbindelse med den nylige præsentation af 4Excellence.

I mellemtiden buldrer den norske lavpriskonkurrent derudaf. Selskabet har oplyst, at man forventer omkring 28 millioner passagerer årligt ved udgangen af 2014. Dermed vil Norwegian ifølge vækstprognosernekunne overhale Scandinavian Airlines, der er kerneforretningen i SAS-gruppen.

Dette understreges bedst ved at betragte trafiktallene fra august måned. Her mistede Scandinavian Airlines ca. 18.000 passagerer svarende til en tilbagegang på 0.9 procent i forhold til samme måned året før.Samlet var der 1,868 millioner passagerer om bord i SAS-flyene i august måned.

Norwegian gik derimod frem med 19 procent isidste måned. Det svarer til en stigning på 240.000 passagerer i forhold til året før og et samlet passagertal på 1,527 millioner.

Men det er ikke alene Norwegian, der presser SAS i konkurrencen om at blive førstevalg for nordiske flypassagerer. Ifølge opgørelsen fra SAS-koncernchefen hører Ryanair, British Airways, easyJet og Cimber Sterling i den nævnte rækkefølge også til blandt de største konkurrenter til SAS på selskabets skandinaviske og europæiske kerneruter.