Her ses Aeroflot-flyet lave næsehjuls-berøringen i forbindelse med den ukontrollerede landing i Moskva Sheremetyevo. Foto: Interstate Aviation Committee (IAC)

Havarirapport: Ukontrolleret landingsforsøg

I begyndelsen af maj brød en Sukhoi Superjet fra Aeroflot i brand under en sikkerhedslanding i Moskva, og nu viser den foreløbige havarirapport, at piloterne lavede et ukontrolleret forsøg på landing.

Det var voldsomme scener, der udspillede sig den 5. maj, da en Sukhoi Superjet 100-95 fra det russiske flyselskab Aeroflot skulle lande i Moskvas Sheremetyevo-lufthavn.

Flyet foretog en hård sikkerhedslanding, og en efterfølgende brand endte med at koste et kabinebesætningsmedlem og 40 af i alt 73 passagerer livet. Herudover blev de to piloter, to besætningsmedlemmer og seks passagerer såret ved landingen.

De russiske havarimyndigheder, Interstate Aviation Committee (IAC), har udsendt en foreløbig rapport over hændelsen, der således fik fatale følger for over halvdelen af menneskene om bord på det russiskbyggede fly.

Flyets første berøring med landingsbanen i Moskva-lufthavnen skete med en høj fart på 158 knob (292 km/t, red.), og alle hjul rørte asfalten. Herefter hoppede flyet fem-seks fod (1,5-2 meter, red.) op i luften for to sekunder senere at lande på næsehjulet med en fart på 155 knob. Hernæst hoppede flyet 15-18 fod (4,5-5,5 meter, red.) op i vejret, hvorefter piloterne forsøgte at give fuld gas for at lave en go-around. Dette var imidlertid ikke muligt, da flyet under første hop fik aktiveret den såkaldte ’reverse thrust’, som skal afkorte flyets landingsdistance og være med til at aflaste flyets hjulbremser.

Hovedlandingsstellet blev ødelagt under de to første berøringer med landingsbanen, da presset på landingsstillet overskred det maksimale pres, lyder det i havarirapporten. Ved det tredje landingsforsøg gik landingsstellets hydrauliske cylindre op gennem vingekonstruktionen. Dette medførte en brændstoflækage og dernæst brand. Motorernes automatiske brandsluknings-system fungerede ikke, og branden tog til.

For tungt fly – og for høj fart
Sukhoi Superjet-flyet var lettet klokken 18.04 lokal tid med kurs mod Murmansk i det nordlige Rusland. Flyet blev ramt af et lynnedslag allerede seks minutter efter afgang, og det fik alle flyets computersystemer til at genstarte. Piloterne mistede kontakten med kontroltårnet, men fik den genoprettet, hvorefter de anmodede om at returnere til Moskva-lufthavnen. Her foretog piloterne – på manuel vis – det ukontrollerede landingsforsøg klokken 18.31.

IAC skriver, at det var det 17. dokumenterede lynnedslag i en Sukhoi Superjet 100, men at denne hændelse var den første med så katastrofale følger. Lynnedslaget var efterfølgende tydeligt flere steder på flyet, lyder det i havarirapporten.

Piloterne har efter havariet fortalt, at der ikke blev erklæret nogen nødsituation. Det ser imidlertid ud til, at de ikke dumpede brændstof, efter de havde anmodet om at returnere til Moskva Sheremetyevo. Flyet vejede 42.600 kilo ved landing, hvilket var 1.600 kilo over den maksimalt tilladte landingsvægt. Dette betød, at Aeroflot-flyets nedstigning gik næsten dobbelt så hurtigt end det tilladte.

Under nedstigningen – i 1.600 fods højde (490 meter, red.) – fik piloterne advarsler om skiftende vindretninger (windshear, red.). De fortsatte alligevel nedstigningen, og i 270 fods højde (85 meter, red.) fik de besked om, at flyet lå under glidebanen frem mod landing. De øgede derfor farten til 170 knob (315 km/t, red.), hvilket er højere end anbefalet. Og herefter forsøgte flyet således med første landing med en fart på 158 knob.

Flyets kaptajn var 42 år ved havariet og havde i alt 6.800 flyvetimer. Styrmanden var 36 år og havde logget 765 flyvetimer før hændelsen den 5. maj i Moskva.

 

Relaterede artikler:

Flykatastrofe i Moskva

Endnu ingen svar på årsag til Aeroflot-havari

Krisepsykolog: Panikreaktion at tage håndbagage med

Russisk flyselskab afbestiller Sukhoi-fly

Aeroflot på vej mod 50 Sukhoi Superjets