London Heathrow Airport har været hårdt ramt af coronakrisen. (Foto: David Parry/PA Wire)

Heathrow: Ikke normal passagertrafik før 2026

London Heathrow Airport, der før coronakrisen var Europas største lufthavn, har tabt 30 milliarder kroner siden pandemiens start. Lufthavnen taber stadig penge og vil tidligst være tilbage til normalt niveau i 2026.

En af de lufthavne i Europa, der har fået den største økonomiske lussing som følge af coronapandemien, er ubetinget London Heathrow Airport. 

Den britiske lufthavn kunne tirsdag offentliggøre resultatet for tredje kvartal af 2021, og med en tilbagegang på 26,9 procent i omsætningen i årets ni første måneder til 695 millioner britiske pund, eller hvad der svarer til mere end 6,1 milliarder kroner, realiserede lufthavnen i perioden et akkumuleret underskud før skat på 1.384 millioner pund (12,2 milliarder kroner).

Underskuddet var ikke dog ikke så stort som de første ni måneder af 2020, men samlet har coronapandemien indtil videre kostet 3,4 milliarder pund (30 milliarder kroner) for den britiske storlufthavn.

“Lufthavne har meget høje faste omkostninger og på trods af over 30 procent reduktion i driftsomkostninger, har Heathrow tabt 3,4 milliarder britiske pund kumulativt siden starten af pandemien og er fortsat tabsgivende i dag,” hedder det i en meddelelse fra lufthavnen.

28 procent af 2019-niveauet
Siden 2019 har der hvert kvartal været passagertilbagegang i den britiske lufthavn, men tredje kvartal af 2021 er blevet vendepunktet, hvor lufthavnen har oplevet passagervækst for første gang i lang tid. I alt 6,3 millioner passagerer benyttede Heathrow i tredje kvartal, hvilket dog stadig var 28 procent af 2019-niveauet, hvor der var 22,2 millioner passagerer gennem terminalerne.

Samtidig understreger ledelsen, at trafikken ikke vil vende tilbage til normalen før tidligst i 2026.

“Vi står lige foran et opsving, som vil udløse en ophobet efterspørgsel, skabe nye kvalitetsjob og få Storbritanniens handel tilbage – men det risikerer en hård landing, medmindre langdistanceruterne sikres. For at kunne det har vi brug for fortsat fokus på det globale vaccinationsprogram, så grænserne kan genåbnes uden testkrav,” siger John Holland-Kaye, administrerende direktør for Heathrow Airport.

Lufthavnsdirektøren peger også på, at det vil være nødvendigt at kunne regulere lufthavnens takster, selvom de britiske myndigheder ønsker en priskontrol med Heathrow i de kommende fem år, og samtidig peger han også på, at der er brug et gradvist stigende globalt mandat for grønt flybrændstof.

 

Realiserede artikler:

Heathrow har tabt 25 milliarder kroner under coronakrisen

Konkurrenter rykker fra Heathrow

Heathrow er tilbage i 70’erne