Historisk dag i skandinavisk luftfart

Torsdag den 8. november 2012 kommer til at skrive sig ind i skandinavisk luftfartshistorie. SAS vil formentlig løfte noget af sløret for en plan, som flere betegner som ‘sidste udkald’. Konkurrenten Norwegian kan derimod præsentere den længe ventede langdistancesatsning.

Der bliver i høj grad fokus på skandinavisk luftfart i dag. I Stockholm vil SAS møde pressen kl. 09.00 efter forinden at have præsenteret resultatet for tredje kvartal samt angiveligt løftet sløret for elementer i den omfattende plan, der omfatter besparelser til en samlet værdi af 2,6 mia. kroner samt frasalg af aktiver til et tilsvarende beløb.

Ifølge kilder i markedet bliver det den mest revolutionerende spareplan i selskabets historie med udsigt til, at flere ‘hellige køer’ bliver slagtet. Det er dog ikke sikkert, at alle planens elementer kan præsenteres torsdag, da SAS ikke er nået til ende i forhandlingerne med alle parter endnu.Flere eksperterhar karakteriseret planen som ‘sidste udkald’ for det kriseramte SAS.

Mens SASformentlig har dårlige nyheder til selskabets medarbejdere, men gode nyheder til aktionærerne, så ser det anderledes ud med den norske lavpriskonkurrent Norweigan.

Præsentation af langdistanceflyvninger
Klokken 11.00 vil Norwegians karismatiske koncernchef Bjørn Kjos på et pressemøde i Oslo løfte sløret for langdistancesatsningen, som Norwegian har arbejdet på i flere år. Dermed er der udsigt til, at SAS får norsk konkurrence på de langdistanceruter, som detskandinaviske flyselskab principielt har haft eneret på siden begyndelsen af 1950´erne.

Det er dog ikke første gang, at der er norske udfordrere til SAS på langdistanceruterne. Det tidligere Braathens S.A.F.E (Braathens South American &Far East Airtransport A/S), der blev grundlagt i 1946 af skibsreder Ludvig G. Braathen har tidligere fløjet fra Oslo på ruter til Asien og Nordamerika.

SAS blev etableret i 1946 på basis af de tre skandinaviske selskaber, Svensk Interkontinental Lufttrafik AB (Wallenberg-familien), Det Danske Luftfartsselskab A/S og Det Norske Luftfartsselskap AS. Allerede den 17. september 1946 kunne SAS sende første fly afsted til New York, og de efterfølgende år fulgte ruter til Sydamerika og til Bangkok i Thailand.

Første Braathens-rute fra Oslotil Asien blev åbnet den 24. februar 1947. Hong Kong var destinationen, og den totale flyvetid var 46 timer med stop undervejs i Amsterdam, Marseille, Kairo, Basra, Karachi,Kolkata og Bangkok. Med overnatninger undervejs i Kairo,Karachi og Bangkok kunne en rundtur gennemføres påni til 10 dage.

I februar 1949 fik Braathens S.A.F.E. en fem-årig koncession på ruten til Hong Kong, men mistede koncessionen den 1. marts 1954, da de danske og svenske regeringer krævede, at SAS skulle have enekoncessioner på alle internkontinentale ruter fra Norge, Sverige og Danmark efter at SAS-konsortiet var blevet etableret i 1951.

Norsk luftfart tilbage med langruter
Siden 1954 har SAS således været det eneste skandinaviske flyselskab, der har kunnet tilbyde interkontinentale ruter fra Skandinavien indtil liberaliseringenslog endelig igennem i 2008 med ‘open-skies-aftalen’ mellem EU og USA. Men det er først nu, at der er et selskab, der er stærkt nok til at samle handsken op.

At detsamtidig er et norsk selskab, der vil udfordre SAS på langdistanceruterne er der en vis ironi bag. Netop norske Braathens S.A.F.E. blev presset vækfra langdistancesatsningen i begyndelsen af 1950´erne, da det ikke var forenligt med interesserne i SAS på tværs af alle tre skandinavske lande. Nu kan nordmændene sige ‘tak for sidst’ til SAS-samarbejdet og fortsætte det arbejde, som Braathens S.A.F.E. fik afbrudt i marts 1954.

Under alle omstændigheder bliver torsdag den 8. november en historisk dag i skandinavisk luftfart. CHECK-IN.dk er på pletten og vil være klar med historier på baggrund af allerede aftale interviews med koncernchef Rickard Gustafson fra SAS og koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian.