Koncernchef Michael O'Leary, Ryanair Holdings (Foto: Ryanair)

”Indtil sidste weekend gik det fantastisk”

Nyheden om endnu en nedlukning i Østrig, kunne straks mærkes på antallet af bookinger hos Ryanair. Koncernchefen peger på, at nedlukningen kommer på det værst tænkelige tidspunkt for luftfartsbranchen.

Siden mandag har gaderne i Wien og andre østrigske byer været næsten tomme for mennesker. Østrig er blevet lukket ned igen, fordi smittetallet i en periode har været højt. En generel bekymring afledt af nedlukningen har allerede lagt en dæmper på rejselysten hos Ryanairs kunder.  

Det fortalte koncernchef Michael O’Leary fra det irske flyselskab tirsdag. Ifølge koncernchefen var der fuld damp under kedlerne hos flyselskabet, indtil nyheden om den østrigske nedlukning ramte verdenspressen. Det skriver ​​RTÉ.

“Indtil sidste weekend gik det fantastisk. Vores volumen var tilbage og var på omkring 100 procent af vores volumen fra før COVID-19-pandemien,” sagde Michael O’Leary under en online begivenhed. 

“Den værste tid på året”
Lørdag lukkede Østrig ned for ikke-vaccinerede, mandag gjaldt nedlukningen så for alle borgere. Det er landets fjerde lock down. Michael O’Leary har tidligere udtalt, at han forventer vinteren vil være udfordrende for Ryanair. At Østrig nu lukker igen, gør den ikke nemmere.

Ifølge koncernchefen så kan flyselskabet tydeligt mærke en nedgang i salget, fordi en mere generel bekymring for, om de europæiske lande nu står over for en fjerde eller femte bølge med COVID-19-smitte, skaber usikkerhed i rejsemarkedet.

“Jeg tror, at tiden mellem nu og jul bliver bekymrende. Det ser ud til, at Europa vil blive meget nervøs igen, og det sker på den værste tid på året, hvor folk lægger deres rejseplaner for julen,” lyder det fra Michael O’Leary.

Kan gå ud over tidlige sommerbookinger
Nedlukningen kan allerede mærkes på antallet af bookinger i juleferien, men i værste fald kan de afledte bekymringer hos kunderne også få konsekvenser for sommerprogrammet næste år, fortæller Michael O’Leary. 

“Jeg tror, det er uundgåeligt, at tilliden vil forsvinde mellem nu og jul, og det vil gå ud over julesalget, men det vil også skabe uro hos kunderne mellem jul og nytår, hvor de normalt begynder at booke deres sommerferie.”.

Herhjemme har en bekymring for de stigende danske smittetal allerede haft konsekvenser for hotel- og restaurationsbranchen. Branchen er netop nu udfordret af, at mange danske virksomheder aflyser deres bookinger til årets julefrokost.

 

Relaterede artikler:

Priskrig skaber pres på lavprisflyselskab

Domstol skal undersøge Ryanair-topchefs sms’er

Ryanair gør klar til “det stockholmske blodbad”