Ingen fly til Vaasa i fem uger

Grundet banearbejde vil lufthavnen i Vaasa i det vestlige Finland være lukket i en fem ugers periode. Passagerer hos SAS, Finnair og Norweigan må finde alternative løsninger.

Rejsende til og fra lufthavnen i Vaasa i det vestlige Finland må fra den 22. juni til den 26. juli finde alternative rejseruter. Lufthavnen vil nemlig være lukket på grund af et større renoveringsprojekt, der omfatter hovedbanen.

Det kommer til at betyde nogle ændringer for de tre flyselskaber, der flyver jævnligt til Vaasa. I dag har Finnair op til 30 ugentlige afgange mellem Helsinki og Vaasa, mens SAS flyver en halv snes gange om ugen fra Stockholm hen over Den Botniske Bugt til den finske havneby. Endelig har Norwegian to ugentlige flyvninger til Vaasa.

I stedet er passagererne henvist til at benytte Kokkola-Pietarsaari lufthavnen, der ligger omkring 100 kilometer nord for Vaasa. Herfra vil Finnair flyve til Helsinki, mens NextJet har flyvninger til Stockholm.

En busafgang dagligt
De 100 kilometer mellem Vaasa og den nordligere lufthavn mellem Pietarsaari (Jakobstad) og Kokkola (Karleby) er dog svært tilgængelig med offentlige transportmidler.

Busselskabet Tapio Lae vil køre hver eftermiddag kl. 17.30 fra Vaasa til Kokkola-Pietarsaari og returnere igen mellem kl. 20.00 og 20.30, når samtlige passagerer er ankommet med Finnairs aftenfly fra Helsinki og det tilsvarende fly fra Stockholm med NextJet.

Lukningen af lufthavnen og de efterfølgende aflyste flyvninger ventes at berøre op imod 20.000 passagerer, når der også medregnes sommerens charterflyvninger til Grækenland og Tyrkiet.

Vaasa Lufthavn er den femtestørste i Finland med 325.886 passagerer i 2014. Til sammenligning forventes omkring 375.000 passagerer at rejse igennem Aarhus Lufthavn i 2015.