Irans præsident Hassan Rouhani kommer i denne uge på europæisk besøg. På et møde i Paris ventes Iran at indgå en aftale med flyproducenten Airbus om køb af 114 fly, herunder otte Airbus A380.
Den 16. januar i år blev det meddelt, at Iran havde opfyldt alle kravene fra sidste års atomaftale og at blokader og restriktioner mod landet således kunne løftes.
Det har sat fart på de kommercielle forbindelser mellem Iran og vestlige virksomheder, der gerne vil have en del af kagen, når dørene til det store iranske marked åbner op. Omvendt er den iranske regering ivrig efter at vise befolkningen, at velstanden kan stige som følge af den nye aftale, så herfra er der også travlhed med at skaffe sig attraktive produkter fra Europa.
Det nationale flyselskab Iran Air har 45 fly i selskabets flåde, og gennemsnitsalderen er på næsten 27 år. Iran Air har blandt andet to Boeing 747-fly, der er op til 38 år gamle.
Derfor er der fokus på at købe nye fly, og Irans transportminister Abbas Akhoundi afslørede søndag, at Iran er klar til at bestille 114 fly hos Airbus under præsident Hassan Rouhanis besøg i Paris i denne uge.
Der skulle angiveligt være tale om otte Airbus A380-800, 16 Airbus A350-900 samt 90 kort- og mellemdistancefly i A320-serien.
Stadig på EU´s sorte liste
Ifølge transportministeren vil de første fly kunne leveres allerede i marts måned i år, hvilket også er tiltrængt med en flyflåde, der er totalt nedslidt efter de mange års embargo fra vesten.
På den netop afholdte konference Iran Aviation Summit 2016 i Teheran var der ifølge Financial Times mange spørgsmål fra medierne om denne uges møde og eventuelle aftale med Airbus.
“Jeg ønsker ikke at ødelægge muligheden for at indgå en kontrakt, så vi ønsker ikke at kommentere og ønsker at fortsætte forhandlingerne i fred og ro,“ sagde Iran Air´s topchef Farhad Parvaresh.
Siden 1980 er der gået 1.200 menneskeliv tabt som følge af flyulykker med fly tilhørende selskaber i Iran.På EU´s sorte liste over flyselskaber med flyveforbud i Europa finder man stadig også Iran Air. Alle selskabets fly har forbud mod at flyve til EU-lande med undtagelse af 10 fly af typen Airbus A300 og to fly af typen A310. Listen er senest opdateret den 10. december 2015.
Præsident Hassan Rouhanis besøg i Europa er det første fra en iransk statsleder i mere end 10 år. Besøget i Europa starter i Rom, hvor den italienske regering tager imod, inden turen går til Vatikanet, hvor Paven venter. Onsdag er Rouhani på besøg i Paris, hvor den franske præsident Francois Hollande og en række investorer tager imod. Udover Airbus får bilproducenterne Peugeot og Renualt samt olieselskabet Total mulighed for at møde den iranske delegation.
Foto: Manipuleret foto af Iran Air A380 fra brugeren IRANA320 fra bloggen Skyskrabercity.com