SAS' første Airbus A321LR med registreringen SE-DMO (Foto: Airbus | PR)

Jarl Viking er landet i København

Den allerførste langtrækkende Airbus A321LR til SAS landede torsdag eftermiddag i Københavns Lufthavn efter leveringsflyvningen fra Hamburg Finkenwerder.

Efter at have gennemført en tilfredsstillende acceptance flight for to dage siden, kunne det første af tre langrækkende Airbus A321LR-fly i dag sætte hjulene på asfalten i Københavns Lufthavn efter en kort tur fra det store Airbus-produktionsanlæg i tilknytning til Hamburg Finkenwerder Airport.

Klokken 16:47 landede flyet med rutenummer SK9156 og registreringen SE-DMO i CPH efter en flyvetur på blot 37 minutter, hvilket er muligt på grund af en distance på blot 280 kilometer fra den nordtyske lufthavn. På leveringsflyvningen var flyet tanket med en blanding, der indeholdt 10 procent biobrændstof.

Flyet, der har fået navnet Jarl Viking, vil dog senere komme ud på nogle længere ture. A321LR har en maksimal rækkevidde på 7.410 kilometer, og det var planen, at flyet skulle have debuteret den 18. september på ruten fra København til Boston, der har en længde på 5.982 kilometer. 

Som følge af COVID-19-pandemien flyver SAS ikke i øjeblikket på Boston, så derfor er det endnu ikke afklaret, hvornår flyet kommer i luften på nordamerikanske ruter.

Kan komme i drift i Europa
Der er dog større sandsynlighed for, at flyet vil kunne opleves på europæiske ruter i løbet af efteråret og vinteren. Det afslørede koncerndirektør Simon Pauck Hansen fra SAS over for CHECK-IN.DK i slutningen af august.

“Vi opererer i dag to til tre langdistancefly, og vi har utroligt begrænset kapacitet på vores langdistanceruter, hvor en stor del drives af fragt. A321LR har ikke fragtkapacitet som på widebody-fly, og den er derfor ikke optimal på Nordamerika, før der er mere efterspørgsel i markedet. Man kan sikkert komme til at se den på de europæiske ruter i den kommende tid, men det er ikke lagt fast endnu,” lød det fra koncerndirektøren.

Airbus A321LR hos SAS er indrettet med 157 sæder, fordelt med 22 sæder i Business, 12 i Plus samt 123 sæder på SAS Go. Flyet er tiltænkt til brug på de lidt tyndere nordamerikanske ruter fra Skandinavien samt til at åbne ruter på nye markeder, hvor der ikke fra begyndelsen er stor nok efterspørgsel til de traditionelle langdistancefly.

 

Relaterede artikler:

SAS overvejer A321LR på europæiske ruter

Første SAS A321-fly til langdistanceruter

SAS leaser A321LR til langdistanceruter