Boeing 737-800 fra Jet Airways. (Foto: Jet Airways/PR)

Jet Airways 2.0 i luften om få måneder

Den kommercielle driftstilladelse er på plads, og snart genopstår det kendte indiske flyselskab Jet Airways, som ellers forsvandt fra lufthavnenes afgangstavler efter en konkurs for tre år siden.

I 2016 gik det fortsat godt for det indiske flyselskab Jet Airways, der det år fløj med 21,2 procent af de indiske passagerer, havde flere end 300 daglige flyvninger og befløj 74 destinationer i en stor del af verden fra den primære hub i Chhatrapati Shivaji Maharaj International Airport ved Mumbai.

I april 2019 var selskabet dog blevet indhentet af en skrantende økonomi, og Jet Airways endte med at blive erklæret konkurs. Siden i hvert fald 2020 har et konsortium dog forsøgt at få flyselskabet på vingerne igen, og nu er de nået et skridt længere.

Erhvervsmediet BusinessToday skriver nemlig, at DGCA, som er de civile luftfartsmyndigheder i Indien, har tildelt en kommerciel driftstilladelse (AOC) til det nye Jet Airways, hvilket betyder, at selskabet kan sætte gang i den kommercielle flydrift senere i år. Tilladelsen er blevet givet på baggrund af flere prøveflyvninger, der fandt sted den 5., den 15. samt den 17. maj i år, lyder det.

Godkendt af kreditorer og domstol
Det er investerings- og formueforvaltningsvirksomheden Kalrock Capital fra London samt forretningsmanden Murari Lal Jalan fra De Forenede Arabiske Emirater, der har skabt det konsoritum, der nu ejer forsøger at få Jet Airways tilbage på vingerne.

Konsortiet har udarbejdet en plan for, hvordan flyselskabet kunne rekonstrueres. Den blev først godkendt af de kreditorer, der havde penge til gode i boet. Sidenhen har planen også fået grønt lys af NCLT, som er en indisk domstol, der særligt beskæftiger sig med sager vedrørende landets virksomheder, konkurser og andre tvister i erhvervslivet.

I en skriftlig udtalelse glæder konsortiet sig over, at den kommercielle driftstilladelse er kommet på plads.

“Modtagelsen af den nye AOC gør det muligt for Jet Airways at genoptage selskabets planlagte kommercielle aktiviteter i Indien. Denne store milepæl baner desuden også vejen for et comeback til det ikoniske flyselskab i en ny udgave med frisk finansiering, ændret ejerskab samt en ny ledelse.”

En ny dag gryer
Ifølge Jet Airways er det planen, at fly fra selskabet igen går på vingerne mellem juli og september i år. I løbet af den kommende tid vil man desuden blandt andet løfte sløret for hvilke flytyper, der skal benyttes, samt de destinationer, som flyselskabet vil beflyve.

Efter AOC’en er kommet på plads, skal der desuden også sættes gang i en rekrutterings- og ansættelsesproces sådan, at Jet Airways har det nødvendige personale, når driften går i gang i løbet af de kommende måneder. Flyselskabet oplyser i øvrigt, at tidligere ansatte vil blive prioriteret i de stillinger, hvor det er muligt.

”Nu gryer en ny dag. Ikke kun for Jet Airways, men også for den indiske luftfartsbranche. Vi er nu på randen til at skabe historie ved at bringe Indiens mest elskede flyselskab tilbage på himlen. Vi vil ikke kun leve op til de store forventninger, som følger med navnet Jet Airways, men også forsøge overgå dem,” udtaler forretningsmanden Murari Lal Jalan.

 

Relaterede artikler:

Nye investorer vil genoplive konkursramt flyselskab

Jet Airways indstiller driften

Jet Airways afviser at være konkurstruet