En Airbus A330-300 fra det konkursramte Jet Airways. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Nye investorer vil genoplive konkursramt flyselskab

Jet Airways blev ramt af konkurs i foråret 2019, men nu forsøger en række investorer at få det indiske flyselskab tilbage i luften. Selskabets kreditorer har godkendt en plan for genoplivning.

I april 2019 blev Jet Airways ramt af konkurs, og samtlige fly blev stillet på jorden. Men nu har det indiske flyselskab måske alligevel en fremtid i luften.

En række investorer er således klar til at overtage Jet Airways via en plan af milliardværdi, der lørdag blev godkendt af selskabets kreditorer. Planen blev efter flere måneders drøftelser lagt frem af London-baserede Kalrock Capital og forretningsmanden Murari Lal Jalan fra De Forenede Arabiske Emirater. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En kilde tæt på sagen har over for mediet oplyst, at de nye ejere vil pumpe 10 milliarder indiske rupees (861 millioner kroner, red.) ind i driftskapital for at genoplive flyselskabet. Herudover vil yderligere 10 milliarder indiske rupees blive givet til selskabets kreditorer over en periode på fem år.

Kreditorerne vil desuden få 10 procent af aktierne i flyselskabet. Genopretningsplanen skal dog først godkendes af konkursretten og Indiens luftfartsmyndigheder.

Treårig plan om 70 fly
Jet Airways opererede en flåde på over 120 fly, der fløj til en lang række indiske indenrigsdestinationer og internationale knudepunkter som Amsterdam, London, Dubai og Singapore. Hvis Jet Airways kommer tilbage i luften, vil der startes langsomt op.

”Planen er at genoptage langsomt og øge kapaciteten gradvist, da de begynder på ny,” siger en anonym kilde til Reuters. Det forventes, at Jet Airways først vil kunne være i luften igen om mindst tre til seks måneder. Indtil videre er der planer om i løbet af tre år at få en flåde på 65 til 70 fly – heraf skal en fjerdedel være langdistancefly.

Da driften af Jet Airways blev stoppet for halvandet år siden, blev der straks indledt jagt efter en ny ejer. Selskabets kreditorer havde på daværende tidspunkt næsten 300 milliarder rupees (25 milliarder kroner, red.) til gode.

Afhængig af at genvinde slottider
Genoplivningsplanen er blevet indleveret til NCLT (National Company Law Tribunal), der er et juridisk organ under det indiske ministerium for virksomhedsanliggender. Her skal der tages stilling til, hvorvidt planen kan endelig godkendes, og om investorerne dermed får mulighed for at sende flyselskabet i luften igen.

”Vejen til at genstarte driften er meget hård og usikker,” konstaterer Kapil Kaul, direktør for konsulentvirksomheden CAPA India, ifølge The Economic Times. Han fortæller desuden, at de vilkår, der er blevet accepteret af Jet Airways-kreditorerne, ikke giver mening for CAPA.

For at version 2.0 af Jet Airways kan blive en realitet, kræver det, at flyselskabet kan få sine start- og landingstilladelser (såkaldte slottider, red.) tilbage. Da Jet Airways indstillede driften var der mindst 280 ledige slottider i Mumbai og 160 i Delhi, som efterfølgende overgik til øvrige indiske flyselskaber.

Planen for at få selskabet i luften igen afhænger i høj grad af, at nogle af disse slottider kan returnere til Jet Airways. Det kan umiddelbart lyde som en stor udfordring, men på grund af den nuværende coronasituation kan det givetvis være lettere, end hvis der havde været normale tilstande i luftfarten.

 

Relaterede artikler:

KLM overtager fly og slots fra Jet Airways

Jet Airways indstiller driften

Dødskamp i flyselskab går ind i sidste fase