Indiske Jet Airways vil efter eget udsagn indlede et nyt fokus på Norden. I første omgang er der dog ingen planer om en direkte rute.
Det privatejede indiske flyselskab Jet Airways har i en meddelelse erklæret, at selskabet vil indlede et “nyt fokus på Norden”. Ganske vist flyver selskabet ikke selv til et eneste af de fem nordiske lande, men dette synes ikke at stå i vejen for indernes nye fokus:
“I samarbejde med vores partner KLM kan vi nu tilbyde yderligere forbindelser fra flere destinationer i Norden til f.eks. Delhi, Mumbai og Toronto via Amsterdam og Paris,” siger Gilbert George, vicedirektør i Jet Airways for Europa og Amerika.
Jet Airways flyttede allerede i marts måned sin europæiske Mumbai-rute fra Bruxelles til Amsterdam og indledte i samme ombæring et omfattende code share-samarbejde med KLM.
Stærk i Norden
Modsat Jet Airways er KLM stærkt til stede i Norden med ikke færre en 13 føderuter til sit hub i Amsterdam-Schiphol – heraf omfatter code share-samarbejdet de fire største ruter til Oslo, Stockholm, København og Göteborg.
De resterende ni destinationer betegner Jet Airways som “gateways”, hvorfra det også er muligt at opnå forbindelse til Jet Airways’ Europa-ruter.
“Vi ser en stigning i antallet af nordiske forretningsrejsende til Indien og Nordamerika og bemærker, at mange nordiske virksomheder, der opererer i Indien, vil flyve med et privat indisk flyselskab. Det nordiske marked bliver derfor mere og mere interessant for Jet Airways på global basis,” siger Gilbert George.
Større fly
Tilsyneladende går samarbejdet allerede så godt, at Jet Airways har fundet det nødvendigt at opgradere kapaciteten mellem Mumbai og Amsterdam. Fra at flyve med en 239 sæders Airbus A330-300 vil selskabet fra udgangen af oktober indsætte en 346 sæders Boeing 777-300ER – indrettet med 8 First Class Suites, 30 sæder på business samt 308 sæder på økonomiklasse.
Foruden Amsterdam flyver Jet Airways også på Paris-CDG, hvor selskabet ligeledes har et omfattende code share-samarbejde med KLM-partneren Air France.
Jet Airways oplyser til CHECK-IN.dk at det nye fokus ikke umiddelbart indebærer udvidelser af codeshare eller direkte ruter til Norden.
Savner Indien-rute
En direkte rute til Inden har ellers længe stået på ønskelisten i Københavns Lufthavn, men endnu er det ikke lykkedes. Senest har det statsejede Air India gentagne gange fravalgt København som destination for nye ruter.
Niels Holck-sagen er i den forbindelse anset for at vanskeliggøre realiseringen af en direkte Indien-rute. Niels Holck blev kendt for sin medvirken i nedkastningen af omkring fire ton våben i Purulia-distriktet i Vestbengalen i Indien i 1995. Siden har de indiske myndigheder forgæves forsøgt at få Niels Holck udleveret til retsforfølgning i Indien.
Foreløbigt er den eneste rute mellem Norden og Indien at finde i Helsinki, hvorfra Finnair flyver tre gange ugentligt til Delhi.
Relaterede artikler:
Air India vil åbne Skandinavien-rute i 2017
Ny europæisk gateway for Jet Airways
Indisk flyselskab på vej til Skandinavien