Den verdenskendte skuespiller John Travolta er en særdeles erfaren pilot med licens til flere flytyper, og så bor han i et særligt hus, hvor der er parkeringspladser til en del af hans egne fly.
De fleste danskere kender formentlig John Travolta fra film og tv, hvor den 68-årige skuespiller har pustet liv i store roller i filmklassikere som blandt andet Grease, Saturday Night Fever og Pulp Fiction.
Ved siden af sit virke som skuespiller, har John Travolta dog en stor interesse for luftfart, og han har haft pilotcertifikat siden, at han var blot 22 år gammel. Selvom han efterhånden har brugt mange år i cockpittet på diverse flytyper, er han ikke færdig med at flyve.
Skuespilleren har netop afsløret på det sociale medie Instagram, at han har opnået licens således, at han i fremtiden også har lov til at flyve i Boeings 737-fly. I forvejen er John Travolta certificeret til både at flyve 707- og 747-flyene fra den amerikanske producent.
Bor ved lufthavn
I anledning af det nye certifikat har John Travolta offentliggjort en video til de 3,8 millioner personer, der følger ham på Instagram. Her står skuespilleren foran et fly, mens han sætter et par ord på den betydning, som den nye licens har for ham.
”Det er et meget stolt øjeblik i min egen luftfartshistorie. I tillæg til mine certifikater til 747 og 707, har jeg netop modtaget min 737-licens. Det gik rigtigt godt, og det ville jeg bare lige dele med jer,” lyder det fra John Travolta.
Når verdensstjernen ikke indspiller film eller flyver, bor han i den amerikanske stat Florida nær Jumbolair Airport, der er en privatejet lufthavn. Omkring lufthavnen er der blevet bygget et boligområdet bestående af store villaer.
Området henvender sig særligt til luftfartsinteresserede, da landingsbanen er direkte forbundet med rulleveje til visse af villaerne, og John Travolta har derfor mulighed for at have flere fly stående ved sit hus på samme måde, som personer, der har en carport til rådighed, parkerer deres bil.
Har flere fly i flåden
Om skuespilleren har planer om at udvide sin egen flåde med et Boeing 737-fly, vides ikke, men han råder i forvejen over flere fly, som han benytter privat. Det drejer sig blandt andet om et Bombardier Challenger 601, tre Gulfstream-fly samt et Boeing 707-fly.
Ifølge TMZ er skuespillerens 707-fly konfigureret sådan, at der er plads til 15 passagerer. Yahoo fortæller, at flyet har en listepris fra ny på 57 millioner dollars (324 millioner kroner). Derudover koster det omkring 20 millioner dollars (134 millioner kroner) at indrette. Hvad prisen var, da John Travolta købte flyet for 22 år siden, vides ikke. Det var dog brugt, da skuespilleren erhvervede sig det.
Afhængigt af typen og konfigurationen har et Boeing 707-fly normalt plads til mellem 140 og 189 passagerer. John Travoltas udgave er dog også indrettet med to soveværelser samt et badeværelse med brusebad.
Ambassadør for flyselskab
Det forlyder, at han har besluttet sig for at donere 707-flyet til Historical Aircraft Restoration Society i Australien, men blandt andet COVID-19-pandemien har flere gange forsinket flyvningen, der skulle bringe flyet til dets nye hjem.
Årsagen til, at det skal doneres til netop Australien er, at flyet tidligere har været en del af flåden hos det australske flyselskab Qantas. Siden Travolta købte flyet, har han desuden beholdt Qantas-bemalingen, da han i mange år har været ambassadør for selskabet.
Skuespilleren var blandt andet tilstede, da det første Airbus A380-fly fra Qantas foretog en flyvning på verdens længste rute fra Sydney i Australien til Dallas i den amerikanske stat Texas. Flyrejsen varede 16 timer, og der blev fløjet mere end 13.800 kilometer. Da flyet nåede frem, tog John Travolta imod iført kaptajnsuniform og en Stetson-hat.
Relaterede artikler:
Hele Danmarks Dirch på norske fly
Travolta indviede den længste A380-rute i verden
Sådan kan du også blive smidt af flyet