Aarhus Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | theaviationplatform.dk)

Jysk lufthavn håber på nye investorer inden sommer

Ledelsen i Aarhus Airport leder fortsat efter private investorer, og bestyrelsesformanden håber, at det arbejde snart er tilendebragt. Man har antaget Deloitte til at lave en opsøgende indsats.

Siden efteråret sidste år har ledelsen hos Aarhus Airport været på udkig efter private investorer, der er villige til at skyde penge i lufthavnen, der ellers risikerer at komme i karambolage med EU’s regler om statsstøtte.

Det skyldes, at de tre ejerkommuner – Aarhus, Norddjurs og Syddjurs – i slutningen af maj sidste år valgte at investere yderligere 200 millioner i Aarhus Airport, mens der samtidig fandt en kapitalnedsættelse sted.

Den manøvre resulterede i, at næsten hele aktiekapitalen på 162,1 millioner kroner blev nedskrevet til en værdi på nul kroner. Det betød, at den private investor Jens Stausholm blev udvandet. Erhvervsmanden investerede 30 millioner i lufthavnen i 2019, men efter kapitalnedsættelsen stod han tilbage med 80.000 kroner.

EU-Kommissionen kan gå ind i sagen
I forbindelse med kapitalnedsættelsen måtte Jens Stausholm og Peter V. Ekstrøm, der på daværende tidspunkt var henholdsvis næstformand og formand træde ud af bestyrelsen, og pladsen som formand blev overtaget af Lars Dige Knudsen.

Han har siden været på udkig efter nye kræfter, der vil investere mindst 90 millioner kroner i lufthavnen, da den store kapitaltilførsel fra ejerkommunerne og fraværet af private penge er en risikabel cocktail i forhold til de gældende regler på området.

Såfremt der ikke findes nye investorer, kan EU-Kommissionen nemlig vælge at undersøge, hvorvidt man fra kommissionens side vurderer, at investeringen er sket på markedsvilkår. Det kan ske enten på baggrund af en klagesag eller af EU’s egen drift.

Revisionsvirksomhed hjælper til
Nu fortæller bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen til Jyllands-Posten, at lufthavnsledelsen håber, man kan være i mål med at have fundet en eller flere private investorer inden sommerferien i år.

Til det formål er der blevet udarbejdet et prospekt, som præsenterer lufthavnen, ligesom der er blevet udpeget en række potentielle investorer, som revisionsvirksomheden Deloitte har fået til opgave at tage kontakt til og præsentere materialet for.

”Vi skal have fundet ud af, om vi kan finde en investor, der er interesseret i at gå ind i det alene, eller om vi skal sammensætte en lille håndfuld af investorer, der sammen vil gå ind og løfte den her opgave. Men det vil processen afdække,” siger bestyrelsesformanden, der tilføjer, man forestiller sig, at hvis der bliver tale om flere investorer, vil de stifte et fælles selskab således, der juridisk set blot kommer en ny investor i lufthavnen.

Konservative ønskede investorer med internationalt udsyn
Da kapitalforhøjelsen blev stemt igennem i byrådet i Aarhus Kommune sidste forår, blev det støttet af Det Konservative Folkeparti, hvis teknik- og miljørådmand Steen Stavnsbo tydeliggjorde, at man ønskede at få de rigtige investorer ind.

“Det er vigtigt, at vi finder private investorer og fonde med internationalt udsyn og solidt kendskab til lufthavnsdrift. Men vi skal ikke have forventninger til sorte tal i lufthavnens regnskaber i de kommende år. Det er en langsigtet investering,” understregede rådmanden.


Relaterede artikler:

Teknik- og miljøchef bliver ny lufthavnsdirektør

Aarhus Airport fortsætter rekordjagt

Leder efter nye investorer til Aarhus Airport