Niels Hemmingsen, administrerende direktør i Aalborg Lufthavn, er udpeget som ny formand for brancheforeningen Dansk Luftfart. Ny næstformand bliver Norwegians kommunikationschef.
Signe Nicolaisen Hørning meddelte i begyndelsen af juli, at hun ville forlade sin stilling som Director of Operations EMEA i flysimulatorvirksomheden CAE, hvorfor hun også måtte give afkald på sin bestyrelsespost i Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL).
Her havde hun været formand siden april 2022 og har samlet haft 13 års virke i foreningen.
Næstformandskabet bestod dengang af administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT samt Søren Rosenkilde Clausen, chef for Public Affairs i Københavns Lufthavn, og Jesper Rungholm blev konstitueret som midlertidig formand indtil det ordinære bestyrelsesmøde den 11. september.
Dette bestyrelsesmøde har nu været afholdt, og ny formand bliver Niels Hemmingsen, der til dagligt er administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.
”Jeg er meget glad for at være blevet valgt som formand for Dansk Luftfart. Der er mange store og små dagsordener, som vi i fællesskab skal løfte, og jeg ser enormt meget frem til at bruge noget af min tid og energi på det,” siger Niels Hemmingsen.
Norwegian-repræsentant tager næstformandspost
Som ny 1. næstformand er valgt Sara Westphal Emborg Neergaard, der er kommunikationschef hos Norwegian i Danmark, mens Søren Rosenkilde Clausen forbliver som 2. næstformand.
Udover rotationerne i forbindelse med formandsskiftet, er der også kommet et nyt bestyrelsesmedlem til erstatning for Signe Nicolaisen Hørning. Det er Bodil Frost, uddannelseschef fra flyveskolen Center Air Pilot Academy i Roskilde Lufthavn.
Hun er i første omgang udpeget af bestyrelsen og vil blive valgt på den førstkommende ordinære generalforsamling.
”Det er en stærk bestyrelsesledelse, som har kompetencer, ressourcer og drive til at være med til at arbejde med de vigtigste politiske dagsordener. Luftfarten er i centrum for mange diskussioner, og vi har en stor opgave med at trænge igennem med vores budskaber i den debat.” lyder det fra Mathias Milling, sekretariatschef i foreningen.
Relaterede artikler:
Formand forlader Dansk Luftfart