Ankommende Boeing 737-800 fra Norwegian. (Foto: Jørgen Syversen)

Kapacitetsreduktion: Færre passagerer med Norwegian

Der var omkring 28.000 færre passagerer, der fløj med Norwegian i november i forhold til samme måned året før. Men til gengæld stiger belægningen, og billetpriserne er højere.

November er den første af fem måneder i vintertrafikprogrammet, der trådte i kraft ved udgangen af oktober. I vintertrafikprogrammet har Norwegian på forhånd varslet, at selskabet vil foretage betydelige kapacitetsreduktioner, da efterspørgslen traditionelt er noget svagere i denne periode.

I november blev der udbudt 5,6 procent færre passagersædekilometer i forhold til samme måned året før, men til gengæld var der gennemsnitligt 66 fly i produktion mod 64 fly i november sidste år.

Det betød dog, at passagertallet faldt med 2,1 procent til i alt 1.348.111 passagerer. Kapacitetsreduktionen havde dog en positivt effekt på belægningen, der steg med 2,7 procentpoint fra 79,5 til 82,3 procent, og samtidig var der en tocifret vækst i den gennemsnitlige billetindtægt.

“Jeg er meget tilfreds med trafiktallene i november, som sæsonmæssigt er en af årets svageste måneder. Vi har justeret kapaciteten betydeligt for at imødekomme variationer i efterspørgslen i løbet af vinteren. Vi er især tilfredse med den høje belægningsprocent på 82,3 procent, som er tre procentpoint højere end i november sidste år,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Høj regularitet og robust efterspørgsel
Gennem det meste af 2023 har Norwegian leveret meget flotte tal på regularitet og punktlighed, da selskabet selv har opereret egne fly og ikke har været nødt til at wetlease, som så mange andre flyselskaber.

I november holdt regulariteten sig på et højt niveau, da det lykkedes at gennemføre 99,9 procent af de næsten 10.000 planlagte flyvninger, mens punktligheden landede på 86,8 procent i forhold til rettidighed inden for 15 minutter ved afgang.

Norwegian er i gang med at forberede sig til den store juletrafik, hvorefter det ventes, at efterspørgslen traditionelt falder dramatisk fra januar frem til marts. Derfor har selskabet planlagt en kapacitetsreduktion på 30 til 40 procent.

Samtidig kan man glæde sig over, at efterspørgslen stadig er robust, og at kunderne er begyndt at booke tidligere, end det var tilfældet under coronapandemien.

“I Norwegian oplever vi fortsat en stor efterspørgsel på flyrejser. De sommerruter, vi lancerede for nylig, er blevet taget godt imod, og vi kan se, at de rejsende er begyndt at planlægge deres flyrejser for 2024 tidligere end sidste år,” lyder det fra Geir Karlsen.

 

Relaterede artikler:

Norwegian fastholdte højt passagertal i oktober

Norwegian: God måned trods driftsforstyrrelser

Stærk juli trods fald i belægning hos Norwegian