(Foto: Norwegian | PR)

Norwegian fastholdte højt passagertal i oktober

Op imod 2,1 millioner passagerer rejste med Norwegian i oktober, og det var en stigning på 10 procent i forhold til sidste år samt femte måned i træk med over to millioner rejsende.

Med i gennemsnit 78 fly til rådighed kunne Norwegian i oktober flyve 2.066.296 passagerer til og fra deres destination på selskabets rutenetværk.

Det var femte måned i træk, at der var flere end to millioner passagerer, der havde valgt at flyve med Norwegian, og i forhold til samme måned sidste år var der omkring 180.000 flere rejsende om bord i de rødnæsede fly, hvilket svarer til en stigning på godt 10 procent.

”Vi er meget tilfredse med trafiktallene for oktober. Mange nordiske rejsende benyttede efterårsferien til at forlænge sommersæsonen med turer til vores mange populære strand- og storbyrejsemål over hele Skandinavien og Europa,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Antallet af udbudte passagersædekilometer steg med 15 procent, og det lykkedes at sælge mere end det, hvorfor belægningen i oktober landede på 86,1 procent. Det er en vækst på 0,3 procentpoint i forhold til oktober sidste år.

Skærer drastisk i kapacitet
I de kommende måneder vil der dog ikke være så mange fly i luften, som i oktober. Da Norwegian i sidste uge præsenterede resultatet for tredje kvartal, benyttede koncernchefen lejligheden til at understrege, at i en fire måneders periode fra november til udgangen af februar, vil den udbudte kapacitet blive reduceret med mellem 30 og 40 procent.

Det vil bidrage til en besparelse på mellem 1,0 og 1,5 milliarder norske kroner.

“Vi er godt forberedt på den roligere vintersæson med blandt andet reduceret kapacitet og fordelagtige hedging-positioner på brændstof. Billetsalget for jul og nytår er solidt både på indenrigs og til vores europæiske rejsemål,” lyder det fra Geir Karlsen.

Tilfredsstillende punktlighed og regularitet
Norwegian har gennem de seneste måneder leveret flotte tal for punktlighed og regularitet, og det fortsatte i oktober.

I alt 99,4 procent af de udbudte flyvninger blev gennemført, og punktligheden målt på antallet af afgange, der blev forsinket med mere end 15 minutter, landede på 85,0 procent.

 

Relaterede artikler:

Norwegian leverer overskud på 1,3 milliarder kroner

Norwegian: God måned trods driftsforstyrrelser

Stærk juli trods fald i belægning hos Norwegian