Gennem flere forskellige opkøb har den kinesiske stat sikret sig en ejerandel på 10 procent i London Heathrow lufthavnen. Kineserne kommer i selskab med investorer fra Singapore og Qatar.
Mens Europa og den europæiske luftfartsbranche er alvorligt pressede økonomisk, så ser det anderledes lyst ud i andre dele af verden. Og derfor benytter særligt asiatiske investorer sig da også af muligheden for at købe ejerandele i strategisk vigtige europæiske selskaber til lavpris.
Senest er det kommet frem, at den kinesiske regering har sikret sig en andel på 10 procent af London Heathrow lufthavnen. Det er sket gennem selskabet China Investment Corporation (CIC).
CIC har for 1,8 mia. kroner købt 5,72 procent af London Heathrow fra lufthavnens største aktionær, det spanske infrastrukturselskab Ferrovial. Desuden har CIC købt 4,28 procent fra andre aktionærer. Det skriver avisen London Evening Standard.
Køber op i vesten
Ferrovial har i forvejen solgt en del af sin ejerandel til investorer fra Qatar. Når EU’s konkurrencemyndigheder har godkendt den transaktion, vil Ferrovials ejerandel være reduceret fra de 50,2 procent, som selskabet fik i 2006 gennem købet af den britiske lufthavnsoperatør BAA, til 36,65 procent.
Investorer fra Singapore ejer i forvejen en del af London Heathrow. Og når salget til Qatar går igennem vil investorerne fra Singapore, Kina og Qatar eje en større andel af lufthavnen end Ferrovial.
China Investment Corporation køber sig ind i primært vestlige kapitalfonde, energiselskaber og lignende ved hjælp af penge fra Kinas valutaoverskud. CIC’s ledelse referer direkte til den kinesiske premierminister Wen Jiabao og selskabets portefølje af ejerandele har en værdi på 2350 mia. danske kroner. Til sammenligning var det danske bruttonationalprodukt i 2010 på knap 1400 mia. kroner.