Sådan tager Emirates' A380'er med flagbemalingen sig ud. (PR-foto)

Emirates hylder hjemland med ny bemaling

Emirates malet en A380’er med De Forenede Arabiske Emiraters flag på skroget. Det er en del af et nationalt initiativ, som skal skabe fællesskab i en tid med udfordringer, lyder det.

Det store flyselskab Emirates har for nylig præsenteret en ny bemaling til en af sine Airbus A380’ere, som kommer til at bære De Forenede Arabiske Emiraters flag meget tydeligt på skroget.

Den nye bemaling på flyet med registreringen A6-EVG er en videreudvikling af flyselskabets haledesign og er ment som en hyldest til De Forenede Arabiske Emiraters ånd, ambition og sammenhold, skriver Emirates i en pressemeddelelse.

Initiativet er en del af Emirates’ kampagne ”This Flag Will Always Fly”, som er selskabets svar på et landsdækkende initiativ lanceret af Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, vicepræsident og premierminister i De Forenede Arabiske Emirater, som også er emir af Dubai.

Vil hylde land i fællesskab
Initiativet, som bemalingen er en del af, opfordrer alle emiratiske borgere til at hejse flaget i en periode med udfordringer. De Forenede Arabiske Emirater har mærket konflikten i Mellemøsten. For luftfarten betyder det blandt andet, at restriktioner er blevet indført i lufthavne i Dubai.

”Vi er stolte over at besvare Hans Højhed Sheikh Mohammeds opfordring til at hejse flaget som en hyldest til De Forenede Arabiske Emiraters sammenhold og styrke. Siden vores grundlæggelse har alle Emirates-fly stolt båret UAE-flaget, uanset hvor de flyver,” siger Ahmed bin Saeed Al Maktoum, bestyrelsesformand og koncernchef for Emirates Airline and Group, og tilføjer:

”Denne nye bemaling er vores måde at ære et hjemland, der har givet os så meget, og en nation, der viser, hvad der er muligt, når vi hver eneste dag vælger at stræbe højere i fællesskab.”

Er sendt på vingerne
Emirates-topchefen oplyser, at selskabet ser A380’eren som en god måde at vise flaget frem på. Der findes således ingen større scene i verden, lyder det.

Emirates oplyser, at flyet med det store flag allerede er sendt på vingerne og er fløjet på ruter til New York og Brisbane og forventes at blive sat ind på flere A380-destinationer i Emirates’ rutenet.

Der er desuden planer om at anvende flagdesignet på en Boeing 777 fra Emirates, som er det næststørste kommercielle passagerfly i verden efter A380. Emiraternes flag er i dag allerede malet på halerne på samtlige fly i Emirates.

 

Relaterede artikler:

Dubai-lufthavne indfører restriktioner

Nyt rekordregnskab: Ansatte får 20 ugers ekstra løn

Emirates er tilbage med næsten hele rutenetværket