Køb bonuskort for 750 kroner

Hos Airberlin er det nu muligt at købe sig til et ‘topbonus Service Card“ for blot 750 kroner. Dermed kan man skyde genvej til en række fordele, der normalt er forbeholdt hyppigt rejsende.

Hos det tyske flyselskab Airberlin har man bonus- og loyalitetsprogrammet “topbonus“, som Etihad Airways købte sig ind i sidste år.

Hos Airberlin kan alle få et såkaldt Classic Card, der er basisprogrammet. Herefter kan man komme højere op i medlemskabsniveau ved at foretage rejser med flyselskabet og dets partnere. Der skal således 24 flyvninger til et Silver Card og hele 60 flyvninger for at opnå adgang til et Gold Card. De mest hyppigt rejsende, der har samlet 100.000 statusmiles sammen, vil blive beriget med et Platinum Card.

I begyndelsen af juni måned introducerede Airberlin et betalbart kort i “topbonus-programmet“., Det hedder topbonus Service Card og kan sædvanligvis erhverves for 119 euro svarende til omkring 890 kroner.

Frem til den 31. august har Airberlin sat det nye topbonus Service Card på tilbud til 99 euro, hvilket er lig med 750 kroner.

“Vores gæster har signaleret overfor os, at de sætter stor pris på de fordele, som kortet giver. Det har været udgangspunktet for, at vi i en begrænset periode tilbyder vores Service Card til en specialpris, for at så mange Airberlin-gæster som muligt kan få udbytte af fordelene på deres ferierejser,“ siger Paul Gregorowitsch, der er Chief Commercial Officer hos Airberlin.

Ekstra bagage og frit sædevalg
Fordelene ved det særlige Service Card er blandt andet, at der kan indcheckes to stykker bagage på hvert 32 kg. Man kan endda vælge at lade et af de to stykker bagage erstatte med et surfbræt, golfudstyr eller cykel, hvis det måtte være behovet.

Herudover får rejsende med Service Card også adgang til gratis reservering af siddeplads, check-in aftenen før afrejse samt rabat, hvis man reserverer de særlige XL-sæder.

Airberlin har lige nu mere end 3 mio. medlemmer i topbonus-programmet, hvilket svarer til præcist det samme antal som SAS har i EuroBonus-programmet.

Indehaverne af topbonus-statuskort – og dermed ikke Service Card – kan samle status-miles på alle flyvninger med Etihad Airways og har overalt i verden adgang til Etihads Airport Lounges samt Oneworld-lounges.