SAS-fly i Københavns Lufthavn (Foto: Arne Petersen | CPH)

Københavns Lufthavn er havnet i minusvækst

Pilotstrejken i SAS samt kapacitetstilpasninger hos Norwegian var skyld i en passagertilbagegang i på 3,6 procent i maj, og år til dato har CPH en negativ passagerudvikling.

Året 2019 startede fint for Københavns Lufthavn, hvad angår udviklingen i passagertallet. Efter de første to måneder var der allerede 80.000 flere passagerer gennem terminalerne samt en samlet vækst på 2,1 procent i forhold til året før.

Men siden marts er CPH blevet mere udfordret, og det skyldes især pilotstrejken i SAS, hvor der i slutningen af april og begyndelsen af maj samlet har været 175.000 færre SAS-rejsende.

Det betød, at 2.651.938 passagerer i maj rejste til og fra Københavns Lufthavn, og det var rent faktisk en tilbagegang på 100.000 passagerer i forhold til maj sidste år. Med den relativt store tilbagegang på 3,6 procent i maj, blev det akkumulerede passagertal efter de første fem måneder blot 11.501.878, hvilket er 0,1 procent lavere end sidste år.

Pilotstrejken var dog ikke det eneste, der forhindrede en passagervækst i maj. Således har der været en passagernedgang på syv procent hos Norwegian, der er lufthavnens næststørste operatør. Det skyldes en tilpasning af trafikprogrammet blandt andet også som følge af groundingen af de 18 Boeing 737 MAX 8, som det norske lavprisflyselskab benytter sig af.

Udover Norwegian-tilbagegangen har CPH også kigget langt efter de passagerer, der sidste år rejste med Primera Air og WOW air. Tilsammen havde disse to flyselskaber, der sidenhen er gået konkurs, omkring 43.000 passagerer i Københavns Lufthavn i maj sidste år.

Forventer en travl sommer
Trods en svag tilbagegang efter de første fem måneder er der stadig optimisme i forhold til resten af året. I sommertrafikprogrammet er der nemlig også en række nye ruter samt nye selskaber på eksisterende ruter.

I juni åbner Norwegian en rute til Tirana, mens SAS debuterer med Catania, Cornwall og Marseille. Senere på sommeren følger Wizz Air med ruter til Varna og Kutaisi, mens Air France åbner fra Toulouse til København.

I dag, den 14. juni, er det samtidig den hidtil mest travle dag med 108.500 rejsende, der skal igennem terminalerne.

“Vores prognoser siger, at vi fra i dag og frem til august vil have hele 31 dage med flere end 100.000 rejsende igennem lufthavnen. Det betyder en masse travle og spændende dage, hvor vi skal have alle godt afsted på sommerferie,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

 

Relaterede artikler

CPH slap bedst fra SAS-strejken

Duel mellem CPH og OSL i første kvartal

CPH satte rekord i februar