Kroatien er ny destination hos Star Tour

Stærk kultur, alsidig natur og en populær tv-serie får Star Tour til at satse på Kroatien.

Til næste sommer kan man rejse med Star Tour til Kroatien, der har oplevet imponerende vækst i antallet af danske rejsende. Siden 90’ernes borgerkrig har Kroatien satset kraftigt på at genopbygge landet gennem turismen, og det kan især opleves langs kysten ved Adriaterhavet, hvor 75.000 danskere i år forventes at holde ferie. Det er mere end en tidobling på 10 år.

”Kroatien er på grund af sin historie stadig relativt uberørt og nyt for mange danskere. Men den lange kyststrækning med grønne strandbugter og middelhavsstemning gør, at populariteten kan vokse i lang tid endnu,” siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for Star Tour.

Eventyrlige floder
Af alle danske rejsende til Kroatien rejser 85 % som par, der plejer tosomheden og romantikken hånd i hånd. De mange byer langs Kroatiens kyst ved Adriaterhavet giver nemlig en perfekt mulighed for at bade og at slentre rundt i små, hyggelige byer. Med de dinariske alpebjerge omkranset af grønne pinjeskove er Kroatiens natur også eftertragtet blandt danskerne for både vandreture og oplevelser på eventyrlige floder.

I Kroatien vil Star Tour derfor satse på at tiltrække par og inviterer blandt andet indenfor på den nye hotelkæde Sensimar, hvor gæster under 18 år er forment adgang. Derudover finder man i rejsebureauets program en række små boutique-hoteller, hvor den rolige stemning i er højsædet.

Star Tour flyver sine gæster fra København til hovedbyen Split, der med sine 1.700 år på bagen rummer en rig historie. Herfra kan man bo i 4 forskellige byer langs kysten eller på de to øer Brač og Hvar. Fællesnævneren for alle de kystlige feriemål er en kultur og natur, der ligger tæt op af nabolandet Italien.

”Vi kalder Kroatien for lille-Italien, fordi både vejret og byerne minder om det Italien, der er så populært blandt danskerne. Langs den kroatiske riviera finder man nogle af de fineste små fiskerbyer og rigtig gode shopping-muligheder,” siger Nikolai Johnsen.

TV-serie tiltrækker danskere
Byen Dubrovniks fremtrædende rolle i den ekstremt populære tv-serie Game of Thrones har givet Kroatien en kraftig medvind, når det kommer til international turisme. I løbet af de seneste fire år har den historiske havneby således oplevet en vækst på 10 procent flere turister, der ønsker at trave rundt i den rødtækkede fæstning ved havet.

Dubrovniks borgmester Andro Vlahusic estimerer ifølge en artikel i Bloomberg Business, at halvdelen af de nye turister kommer direkte på baggrund af at have set byen i Game of Thrones. Og det samme billede tegner sig, når danske Star Tour vurderer det nye rejsemål:

”Vi har faktisk kunnet mærke en stigende efterspørgsel til Kroatien fra vores kunder, fordi de ser Dubrovnik i Game of Thrones og tænker, ”der må jeg bare hen”. Det løfter hele opfattelsen af Kroatien som helhed, fordi man igennem serien kan se, hvor smuk en historie, Kroatien byder på,” siger Nikolai Johnsen.

Star Tour arrangerer udflugter til Dubrovnik, og rejsebureauet forventer på baggrunden af tv-seriens popularitet, at udflugter til netop denne by bliver den mest solgte. I alt vil Star Tour sende 3.000 danskere til Kroatien på en ugentlig afgang fra Kastrup om fredagen startende fra den 27. maj 2016.