Norwegian rapporterede under to millioner rejsende i januar. Det er det laveste antal i en januar måned siden 2017, men til gengæld stiger enhedsindtægterne fortsat.
Norwegian fortsætter den kapacitetstilpasning, der er besluttet som en del af en større plan for atter at skabe lønsomhed i det norske lavprisflyselskab.
I januar blev antallet af udbudte sædekilometer reduceret med 29 procent i forhold til samme måned året før, og det medførte et passagerfald på 25 procent til 1.974.606 rejsende. Det er samtidig det laveste i en januar måned siden 2017, hvor 2.110.576 passagerer var ombord i de rødnæsede fly.
Til gengæld var Norwegian i januar bedre til at fylde flyene, idet belægningen blev øget med 4,8 procentpoint til 80,9 procent.
Med til historien hører dog, at Norwegian i øjeblikket har 18 Boeing 737 MAX-fly stående på jorden, ligesom yderligere 14 færdigproducerede fly af samme type venter på at blive sat i drift.
Tættere på balance i driften
Som det har været trenden i de foregående måneder, fortsætter Norwegian med at øge enhedsindtægterne, der i januar steg med 22 procent fra 0,26 til 0,32 norske kroner per produceret sædekilometer.
Med en produktion på 5.832 millioner sædekilometer i januar var trafikindtægterne på næsten 1,9 milliarder norske kroner. Omkostningerne per produktet sædekilometer var i henhold til seneste kvartalsrapport estimeret til 0,435 norske kroner, hvorfor omkostningerne har ligget på lidt mere end 2,5 milliarder norske kroner.
Forskellen på omkring 600 millioner norske kroner skulle hentes ind via salg af supplerende tillægsydelser, og her er der skønsmæssigt kommet 400 millioner norske kroner i kassen baseret på en gennemsnitlig indtægt på tæt ved 200 norske kroner per passager.
Dermed er Norwegian kommet tættere på balance i driften, særligt hvis de reelle enhedsomkostninger har været lavere end 0,435 norske kroner per produceret sædekilometer som følge af det markante prisfald på flybrændstof.
Markant øget punktlighed
Det var ikke alene øgede enhedsindtægter, at Norwegian kunne glæde sig over. Den milde vinter i Skandinavien har været med til at skabe en større punktlighed, der blev forbedret med imponerende 7,4 procentpoint. Således ankom 87,2 procent af flyene til tiden i januar mod blot 79,8 procent i samme måned sidste år.
“Det glæder mig, at vi fortsat leverer på strategien om at gå fra vækst til rentabilitet. I ti på hinanden følgende måneder, inklusive januar, påvirkede den planlagte kapacitetsreduktion enhedsindtægterne og belægningsprocenten positivt. Jeg er også glad for, at vores on-time performance fortsætter med at forbedres, da jeg ved, hvor vigtig punktlighed er for vores kunder,” siger Norwegians nytiltrådte koncernchef Jacob Schram i en kommentar til trafiktallene.
Aktiemarkedet på Oslo Børs reagerede ved at sende Norwegian-aktionen op med 2,39 procent til kurs 38,95 efter formiddagens handel, men senere på dagen aftog effekten og aktien lukkede i 38,07 efter en stigning på blot 0,08 procent.
Relaterede artikler:
Markant forbedring af Norwegians enhedsindtægter