Airbus A321-200 fra Wizz Air (Foto: TJDarmstadt | Creative Commons 2.0)

Lavprisflyselskab er det grønneste i Europa

Wizz Air står godt rustet til en fremtid, hvor evnen til at mindske CO2-udledningen bliver et konkurrenceparameter, mener amerikansk investeringsbank.

Wizz Air er “det grønneste flyselskab i Europa”, slår analytikere i den amerikanske investeringsbank JP Morgan fast.

Når det ungarske lavprisflyselskab løber med den uofficielle men hæderfulde førsteplads, hænger det sammen med alderen på selskabets fly.

Blandt de større flyselskaber i Europa har Wizz Air de yngste. Gennemsnitsalderen for Wizz Air-flyene er i gennemsnit 5,8 år, ifølge hjemmesiden planespotters.net

Nyere Airbus 320 og 321
Wizz Air har en flåde, der består af 121 fly fra Airbus, nemlig 67 Airbus A320 (8 år i gennemsnit) og 53 Airbus A321 (3 år i gennemsnit). Derudover har selskabet et enkelt fragtfly af typen A330 på 6,6 år, der opereres på vegne af den ungarske stat.

Til sammenligning har Norwegian fly, der i gennemsnit er 7,0 år, easyJets fly er 8,6 år, SAS’s fly er 9,2 år i gennemsnit, Lufthansas 11,4 år, Finnairs 11,6 år, Ryanairs 12,2 og Icelandairs 19,2 år i gennemsnit.

Ryanair har set skriften på væggen og er i gang med en omfattende fornyelse af sin flåde. Selskabet har en samlet ordre på 210 Boeing 737 MAX 8200, der skal leveres inden 2025, og som ifølge selskabet vil være en gamechanger, fordi flyet bruger 16 procent mindre brændstof.

Nye fly udleder mindre
En ung flåde giver flere fordele. Jo yngre den er, jo mindre brændstof bruger den. Og jo mindre brændstof et fly bruger, jo mindre CO2 udleder det.

Og netop CO2-udledningen bliver noget, flyselskaberne skal forholde sig til i fremtiden. For ifølge JP Morgan kommer flyselskaberne i højere grad til at betale for, hvor meget CO2 de udleder.

Investeringsbanken kalder behovet for at reducere CO2-udledningen for “en økonomisk modvind” for flybranchen. Og her har flyselskaber med “unge, brændstofeffektive flåder” ifølge JP Morgan “en klar fordel”.

På trods af den unge flåde, står både Wizz Air og konkurrenten Ryanair overfor stigende udgifter til at håndtere CO2, da de europæiske emissionshandelssystemer ifølge JP Morgan “straffer hurtigt voksende flyselskaber”.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air bruger coronakrisen til vækst

Ryanair vil være Europas grønneste flyselskab

Wizz Air: Vi er Europas grønneste flyselskab