Den tyske lavprislufthavn Frankfurt Hahn Airport er tirsdag blevet taget under konkursbehandling. Lufthavnen er ejet af det kriseramte kinesiske konglomerat, HNA Group.
Tirsdag måtte Frankfurt Hahn Airport begære sig konkurs ved retten i Bad Kreuznach. Den tyske lavprislufthavn, der ligger omkring 120 kilometer fra Frankfurt i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, er løbet tør for penge. Det skriver det tysksprogede luftfartsmedie, aeroTELEGRAPH.
Lufthavnen er en lavprislufthavn, hvor Ryanair og Wizz Air er primære passagerflyselskaber suppleret af Air One og airSERBIA. Den tyske lufthavn frekventeres af en række fragtflyselskaber, især selskaber fra Rusland og Kina.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det stadig uklart, om operationerne til og fra lufthavnen vil fortsætte, men tidligt tirsdag aften var der ikke noget, der tydede på, at det ikke ville være muligt at benytte lufthavnen, idet flyene fortsatte med at ankomme.
Lufthavnens hovedaktionær er det kinesiske konglomerat HNA Group, der ejer 82,5 procent, mens delstaten Hessen ejer de resterende 17,5 procent. Netop HNA Group, der blandt andet kontrollerer Hainan Airlines, har siden foråret været under rekonstruktion i Kina som følge af massive finansielle udfordringer.
Ryanair flyttede ruter væk fra Hahn
Da Ryanair oprindeligt gik ind i det tyske marked, valgte selskabet Frankfurt Hahn Airport som base, da det ikke var muligt at komme ind i Frankfurt Airport som følge af slotrestriktioner samt det faktum, at det irske lavprisflyselskab dengang satsede på alternative lufthavne med lavere passager- og startafgifter.
Siden foråret 2017 har Ryanair været etableret Frankfurt Airport, og i 2018 begyndte en større overflytning af ruter fra Hahn. Fra Hahn flyver Ryanair stadig til omkring 35 destinationer fordelt på både sommer og vinterdestinationer.
Sidenhen er også Wizz Air kommet til, og det ungarske lavprisflyselskab har i øjeblikket omkring 10 ruter fra Frankfurt Hahn Airport.
I de senere år har Ryanair flyttet så meget trafik væk fra lufthavnen, at det tilsyneladende har været svært at opretholde en rentabel drift. I 2019 var der lige i underkanten af 1,5 millioner passagerer i lufthavnen, mens der tilbage i 2010 var over 3,4 millioner årlige passagerer.
Relaterede artikler:
Ryanair flytter ruter fra Hahn til Frankfurt Lufthavn