SAS Baltic Sea
Winglet på SAS-fly (Foto: Tommy Alven | Shutterstock.com)

“Lige dele virkelighed, spin og misforståelse”

Et svensk medie har bragt en historie til torvs om, at et konsortium af internationale investorer vil overtage SAS. Nyheden er modtaget med en vis portion skepsis af Sydbanks aktieanalysechef.

Torsdag den 1. juni kunne man i det svenske erhvervsmedie Dagens Industri læse en historie om, at et konsortium af udenlandske investorer har hyret rådgivere med det formål at undersøge muligheden for at overtage SAS.

Historien, der er baseret på kilder, som det svenske medie ikke kan afsløre identiteten på, har da også fået en vis opmærksomhed de seneste dage, men der er stadig lang vej igen, inden det i givet fald kunne være en realitet.

Med en gæld på 30 milliarder svenske kroner og en omkostningsstruktur, der ikke er konkurrencedygtig, virker det usandsynligt, at der skulle være investorer, der vil kunne få øje på en god business case, som det ser ud lige nu.

Skepsis fra erfaren analytiker
SAS FORWARD-planen går da også ud på at skrælle 20 milliarder svenske kroner af gælden samt at forhandle nye og billigere overenskomster på plads med de ansatte. Endelig er der brug for 9,5 milliarder svenske kroner i ny kapital for at gøre selskabet klar til fremtiden.

Efter sådan en manøvre vil SAS være attraktiv for ikke alene den mulige internationale investorgruppe, men der kan måske endda være udsigt til budkrig om selskabet, som det lige nu opleves med italienske ITA Airways, der er opstået efter en slags rekonstruktion af Alitalia.

Hos Sydbank, hvor aktieanalysechef Jacob Pedersen har fulgt SAS tæt gennem mange år, er man heller ikke overbevist om, at der lige nu står købere i kø til SAS. Sydbank-analytikeren karakteriserer indtil videre historien som “lige dele virkelighed, spin og misforståelse”.

“Et konsortium vil helt givet afvente aftaler om gælds- og omkostningsreduktion, inden de vil forpligte sig til at købe aktier, så selv hvis skriverierne passer, vil et konsortium ikke byde overkurs på de eksisterende aktier,” lyder det fra Jacob Pedersen.

Interessekonflikt i forhold til den danske stat
Jacob Pedersen er endda af den opfattelse, at SAS kan få svært ved at tiltrække nye investorer. Særligt i segmentet af private og institutionelle minoritetsinvestorer.

Det vil dog se anderledes ud, hvis et investorkonsortium får majoritetsindflydelse, og det kan i givet fald skabe en interessekonflikt i forhold til den danske stat, hvor Københavns Lufthavn og SAS-trafikknudepunktet er et omdrejningspunkt i den nationale luftfartsstrategi.

“Nye SAS-ejere kan have alle mulige idéer om at flytte knudepunkt eller transformere SAS væk fra at være netværksselskab. Det kan de
danske politikere ret beset ikke afværge, hvis den danske og svenske stat ikke må øge deres ejerandele,” vurderer Jacob Pedersen.

Rygtet om en mulig langsigtet interesse for SAS kan, ifølge aktieananlysechefen, tvinge staterne til at tage stilling til, om de fortsat skal være med på SAS-rejsen.

 

Relaterede artikler:

Analytiker: SAS er i overlevelseskrise

SAS-koncernchef: Ingen magiske løsninger

SAS vil ikke udelukke en retslig rekapitalisering