Airbus A320-200, reg. LY-VEI fra Avion Express (Foto: Avion Express)

Litauisk ACMI-operatør vil etablere sig i Sydamerika

Avion Express har planer om at komme i luften med eget selskab i Brasilien. Det litauiske flyselskab har søgt om egen driftstilladelse for at kunne drive en flåde af Airbus A320-familiefly.

Hvis alt går vel, kan Avion Express være på vingerne i Brasilien under eget selskab i slutningen af 2023.

Det litauiske ACMI- og charterflyselskab har nemlig søgt om sin egen AOC i det sydamerikanske land, og selskabet afventer derfor nu, hvorvidt ansøgningen bliver godkendt.

”Som den største økonomi i regionen med en veludviklet luftfartssektor udgør Brasilien en fremragende mulighed for udvikling af vores selskab. Vores primære mål i Brasilien er at yde omkostnings- og driftseffektivitet til lokale flyselskaber og rejsearrangører via vores ACMI- og chartertjenester,” siger Darius Kajokas, administrerende direktør i Avion Express.

Darius Kajokas fortæller, at flere flyselskaber og luftfartskoncerner har haft succes ved at styre kapaciteten via samarbejde med det litauiske selskab – herunder blandt andet Air France-KLM Group, British Airways, Lufthansa Group og TUI.

Sigter mod mindst 10 fly på to år
Efter coronapandemien er det blevet gjort mere gunstigt for udenlandske selskaber at komme ind på Brasiliens luftfartsmarked, efter de civile brasilianske luftfartsmyndigheder og landets regering har ændret på forskellige regler som reaktion på COVID-19.

Avion Express har dermed set sit snit til nu at prøve kræfter med det store sydamerikansel land. Ifølge selskabets direktør vil den nye brasilianske enhed operere en flåde bestående af fly fra Airbus A320-familien. Der vil være både passager- og fragtfly – herunder A321F – til at udføre ACMI- og charteroperationer.

”Vores mål er at vokse støt og alligevel fast og udvide flåden hos Avion Express Brazil til et tocifret antal fly inden for de første to driftsår,” forklarer Darius Kajokas.

Avion Express har opbakning til etableringen i Brasilien fra moderselskabet Avia Solutions Group, der er verdens største ACMI-udbyder med 173 fly. Koncernen har selv ni AOC’er i Europa og planlægger at få en driftstilladelse i Indonesien i maj i år. Dette vil udvide selskabets tilstedeværelse til 68 lande verden over.

Forløber planen og ansøgningsprocessen som planlagt, håber Avion Express at være på vingerne i Brasilien i fjerde kvartal i år eller i første kvartal i 2024.

 

Relaterede artikler:

Litauisk flyselskab med 11 fly for Eurowings

Litauisk ACMI-selskab går i rekonstruktion

Norwegian får A320 som back-up fly