Lokker med rejser til katastrofeområde

Turistattraktion eller naturkatastrofe? Op til 500 islændinge blev for snart 10 dage siden evakueret efter et vulkanudbrud under gletscheren Eyjafjallajøkull i det sydlige Island. De islandske luftfartsselskaber benytter lejligheden til at lokke turister til øen for at opleve naturfænomenet.

Mens asken regner ned over et stort område i Fljotshlid i det sydlige Island, forsøger de islandske luftfartsselskaber at lokke turister til øen for at opleveenvulkan iudbrud. Det kunne give anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om det er klædeligt at bruge en naturkatastrofe som lokkemad, mens lokale beboere har måttet evakueres af frygten for at få deres boliger oversvømmet, hvis gletcheren smeltede.

Icelandair skriver i et kampagne-nyhedsbrev, at der nu er en helt unik mulighed for “at se naturens eget fyrværkeri fra første parket“. Selskabet har gennem mange år haft et særligt pakketilbud, der hedder “Weekend på vulkaner“. Under denne overskrift skriver Icelandair:

“Natten til den 21. marts vågnede den islandske undergrund for alvor med noget så passende som et vulkanudbrud. Udbrudet begyndte i Fimmvörduháls i det sydlige Island langs en kendt vandrerute. Med andre ord – man kan komme helt tæt på. Få en helt unik mulighed for at se naturens eget fyrværkeri fra første parket. “

Også det konkurrerende selskab Iceland Express forsøger at drage fordel af situationen. Selskabets salgskampagne er på engelsk, men overskriften “Iceland on fire“ er ikke til at tage fejlaf. Også her lokkes med at opleve Moder Natur på tætteste hold.

Kampagne-nyhedsbrevet fra Iceland Express slutter med teksten “Lava is way too hot to handle (trust us on that one). “

Geologer frygter, at vulkanudbruddet kan vække den langt større nabo-vulkan, der hedder Katla. “Et udbrud i Eyjafjallajökul kan virke som en detonator ved en dynamitsprængning. Hvis den ‘går af’ er det som om, at Katla ikke er i stand til at modstå, men vil være med. Et sådant udbrud kan være stort og forårsage omfattende ødelæggelser“, sagde geolog Páll Einarson i sidste uge til Iceland Review.