Oneworld

Print Print
Kort efter at Star Alliance var stiftet i 1997 blev planerne om oneworld fremlagt. Initiativtagerne og stifterne var, American Airlines, British Airways, Cathay Pacific, Qantas og Canadian Airlines. Sidstnævnte forlod dog alliancen allerede i 2000 til fordel for Star Alliance efter fusionen med Air Canada. Den 1. februar 1998 var oneworld en realitet.
Allerede året efter stiftelsen fik oneworld de første nye medlemmer. Alliancen fik sit nordiske islæt, da Finnair trådte ind i alliancen i 1999. Samme år blev også Iberia blev medlem. I 2000 fulgte chilenske LAN med ind i oneworld, hvormed alliancen fik fodfæste i Sydamerika.

Herefter gik der helt frem til 2006, inden alliancen igen blev udvidet. Denne gang var det Japan Airlines og Royal Jordanian, som bidrog at udvide alliancen på vigtige markeder i henholdsvis Asien og Mellemøsten. Oneworld med dermed første alliance med et medlem fra Mellemøsten.

Kritiske udtalelser
Oneworld styrkede i særdeleshed sin tilstedeværelse i Mellemøsten, da det Doha-baserede Qatar Airways trådte ind i 2013. Der var med optagelsen på alle mulige måder tale om en milepæl i luftfartsbranchen, eftersom især de traditionelle og fortrinsvis europæiske netværksselskaber har været kritiske i udtalelser om væksten hos hovedrige, fremadstormende luftfartsselskaber i Golf-staterne. Udover Qatar Airways tæller de store selskaber i Golf-staterne allianceløse Emirates og Etihad, som endnu ikke har åbnet op for at deltage i en af de tre luftfartsalliancer.

Det er dog en kendsgerning, at Etihad samarbejder tæt med SkyTeam-medlemmerne Air France og KLM og oneworld-medlemmet airberlin, som Etihad i øvrigt ejer knap 30 procent af. Skulle det ske, at Etihad vælger at melde sig under SkyTeam-fanerne, vil det kunne betyde, at airberlin følger efter og siger farvel til oneworld. Dette vil uden tvivl være et stort slag for oneworld-alliancens tilstedeværelse i Europa. Oneworld er foruden airberlin repræsenteret i Europa ved British Airways, Iberia og Finnair.

Netop airberlin vakte stor opsigt, da annonceringen om at træde ind i oneworld blev offentliggjort i 2012. Airberlin var det første (forhenværende) hybrid-lavprisflyselskab, som blev optaget i en luftfartsalliance.

Lavprisflyselskaber har ellers ikke tradition for at blive medlem af luftfartsalliancerne. I forbindelse med optagelsen i oneworld har airberlin dog også bevæget sig støt i retningen af at være et rendyrket netværksflyselskab.

Det er ikke kun Etihad, der på sigt vil kunne skabe udfordringer for oneworld-alliancen. Emirates annoncerende i 2012 et tæt samarbejde med oneworld-medlemmet Qantas. Emirates har tidligere været det golfstat-selskab, som har været mest kritisk over for samarbejdet i alliancerne. Det er derfor næppe sandsynligt, at det er Emirates, som vil gå i retningen af oneworld, men nærmere Qantas, der vil gå i retningen af Emirates og væk fra oneworld som følge af samarbejdet. Der har dog ikke været tegn på uro omkring Qantas’ medlemskab siden indledningen af samarbejdet.

Solidt fodfæste 
I dag tegnes oneworld af 14 medlemmer. American Airlines, US Airways, TAM Airlines og LAN (Chile) udgør alliancen i henholdsvis Nord- og Sydamerika, imens Cathay Pacific (Hong Kong), Japan Airlines, Malaysia Airlines, Qatar Airways, Royal Jordanian og S7 Airlines tegner alliancen i Asien og Mellemøsten. I Australien har Oneworld et solidt fodfæste med Qantas imens Europa beflyves af airberlin, British Airways, Finnair og Iberia.

Den 31. marts 2014 blev medlemsantallet forøget med hele to nye flyselskaber, da brasilianske TAM og amerikanske US Airways trådte ind i oneworld. Begge selskaber gik ind i oneworld som følge af fusionerne med henholdsvis chilenske LAN og American Airlines, der begge er oneworld-medlemmer. Desuden forventes SriLankan Airlines at træde ind i oneworld fra april måned 2014.

At brasilianske TAM trådte ind i oneworld betød, at oneworld blev styrket markant i Sydamerika og Brasilien med, der udover at være den største økonomi i Sydamarika også er verdens tredjestørste marked for indenrigs flyrejser. TAM tilførte onworld 45 nye destinationer alene i Brasilien, der sammen med Rusland, Indien og Kina er blandt de vigtigste vækstmarkeder i verden, de såkaldte BRIK-lande.

60 nye destinationer
Fra 1. maj 2014 indtræder SriLankan Airlines som fuldgyldigt medlem af oneworld. Oneworld kommer dermed Star Alliance i forkøbet med et medlem i det sydasiatiske marked, der blandt andre indbefatter Indien og altså Sri Lanka. Allerede i 2011 var Star Alliance klar til at indlemme Air India, men selskabet kunne ikke leve op til alliancens krav og blev derfor suspenderet. Det forventes dog, at Air India optages i Star Alliance senere i år.

Oneworld blev endvidere styrket markant i USA, da US Airways trådte ind som oneworld-medlem. Det amerikanske flyselskab tilførte 60 nye destinationer til alliancens rutekort, hvoraf de 56 er beliggende i USA samt tre i Canada og en enkelt i Mexico. US Airways har sine hubs i Charlotte, Philadelphia, Phoenix og Washington DC-National.

Oneworld er fortsat den mindste af de tre alliancer, opgjort på antallet af medlemmer. Oneworld er også den eneste alliance, som ikke har medlemmer i Afrika og Kina. Oneworld ledes af Bruce Ashby fra alliancens hovedkontor i New York. Ashby tiltrådte som CEO i 2010.

Oneworld nøgletal