Motor på Boeing 787 Dreamliner fra Norse. (Foto: Norse Atlantic Airways | PR)

Norse annoncerer rute til Sydafrika

I det kommende vintertrafikprogram bevæger Norse Atlantic Airways sig ind på det afrikanske kontinent med en rute til Cape Town. Selskabet vil udfordre duopolet med British Airways og Virgin Atlantic.

Det økonomisk udfordrede Norse Atlantic Airways vil i det kommende vintertrafikprogram kaste blikket mod en helt ny verdensdel i håbet om at kunne finde nye destinationer, der kan sikre en bæredygtig økonomi.

I den netop afsluttede vintersæson har Norse eksempelvis fløjet til Barbados og Jamaica fra London Gatwick Airport, men det bliver ikke et eksperiment, der gentages i 2024/25. 

I stedet har Norse rettet blikket mod Sydafrika og etablerer en rute fra London-Gatwick til Cape Town med opstart den 28. oktober. Der flyves tre gange ugentligt til Cape Town International Airport, der betjener Kapstaden, der samtidig er landets hovedstad.

Hos Bjørn Tore Larsen, der er grundlægger af Norse Atlantic Airways og nuværende CEO, er der glæde at spore over valget af den nye destination.

“Vi er glade for at introducere vores nye rute mellem London og Cape Town. Ved at bryde duopolet på denne rute udvider vi ikke kun rejsemulighederne for forbrugerne, men reducerer også omkostningerne og sætter kunden tilbage i førersædet. Hos Norse Atlantic Airways mener vi, at alle fortjener muligheden for at opleve verdens vidundere, og vores nye rute til Cape Town vil give mange flere mennesker mulighed for at besøge denne fantastiske destination.”

Vil udfordre britiske selskabers duopol
Når Norse-direktøren taler om duopol, hænger det sammen med, at British Airways og Virgin Atlantic i en årrække har fløjet til både Cape Town og Johannesburg, og at det økonomisk vingeskudte South African Airways (SAA) ikke længere flyver oversøisk og som følge deraf lukkede London-kontoret i sommeren 2022 efter 70 år i den britiske hovedstad.

Både British Airways og Virgin Atlantic flyver begge fra London-Heathrow til Cape Town, mens Norse i stedet vælger basen i Gatwick-lufthavnen. Men konkurrencen er alligevel til stede, da Norse flyver kl. 20.00 om aftenen fra London og retur fra Sydafrika kl. 11.45.

De to konkurrenter fra Heathrow har afgange kl. 18.25, 19.15 og 22.25 med returflyvninger kl. 10.40, 18.45 og 20.55. British Airways tilbyder således natflyvninger begge veje på selskabets to daglige flyvninger til Kapstaden, mens Virgin Atlantic tilbyder en dagflyvning på hjemturen på selskabets daglige forbindelse til Cape Town.

Med den nye Cape Town-rute flyver Norse Atlantic fremover til Sydafrika og USA fra den britiske storlufthavn. De amerikanske destinationer er Las Vegas, Los Angeles, Miami, New York-JFK, Orlando og Washington D.C. Flere af de amerikanske destinationer betjenes også fra Athen, Berlin, Paris-CDG og Rom samt fra Oslo, der derudover også har en rute til Bangkok.

 

Relaterede artikler:

Norse styrker likviditet efter nyt katastroferegnskab

Norse lander kontrakt med nigeriansk flyselskab

Norse overvejer Vietnam-rute fra Skandinavien