Cargohåndtering i Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn | PR)

Luftfragt stjal rampelyset i Billund Lufthavn

Januar bliver noteret for en nedgang i antallet af rejsende, men til gengæld kan Billund Lufthavn glæde sig over, at der var travlt i lufthavnens cargocenter.

Billund Lufthavn har offentliggjort trafiktallene for januar i år, og de afslører, at passagerterminalen i landets næststørste lufthavn ikke ligefrem blev overrendt i løbet af årets første måned, da 102.093 passagerer rejste via lufthavnen.

Tallet repræsenterer en nedgang på 56,8 procent, når man sammenligner med januar 2020, som var en af de sidste måneder, inden COVID-19-pandemien for alvor satte ind. Her benyttede 236.629 rejsende lufthavnen.

Nedgangen tilskrives dels omikronvarianten, der var skyld i, at rejserestriktionerne blev strammet og rejselysten svandt ind, men også at flere flyselskaber skar de udbudte flyvninger ind til benet. Det gjorde blandt andet Ryanair og Wizz Air, som begge normalt fylder godt på afgangstavlerne i Billund.

Øger kapaciteten
Der ankom og afgik dog fortsat fly i Billund Lufthavn i januar. Faktisk i en sådan grad at årets første måned endte med, at det var fragtforretningen, der stjal rampelyset, da der i januar blev håndteret i alt 6.713 ton gods i lufthavnen.

De mange ton er en stigning på 32,4 procent i forhold til samme måned i 2021, hvor der flød 5.072 ton gods gennem lufthavnens cargocenter. Resultatet repræsenterer ligeledes en stigning i forhold til 2020-niveauet. I januar for to år siden blev der håndteret 5.914 ton fragt i lufthavnen.

Den udvikling skyldes blandt andet, at det islandske fragtflyselskab Bluebird Nordic i samarbejde med United Parcel Service (UPS) i starten af januar lancerede en fragtrute fra Keflavik via Billund til Køln. Den flyves fem gange om ugen og har været medvirkende til at øge kapaciteten.

Forventer at interessen fortsætter
Hos lufthavnens ledelse mener man, at passagertallet nok skal rette sig i løbet af året, når de sidste restriktioner bortfalder og de rejsendes udlængsel vender tilbage. Derudover genoptager tre kendte flyselskaber rutedriften efter, at de har holdt pause under COVID-19-pandemien.

Det drejer sig om norske Widerøe, der vil flyve mellem Billund og Bergen fra maj. British Airways vil fra marts alle ugens dage flyve en daglig afgang til London-Heathrow og til juni vil det igen være muligt at flyve med Finnair til Helsinki.

Fremgangen i luftfragten glæder lufthavnsdirektør Jan Hessellund, der ligeledes ser frem til, at der kommer endnu mere liv i terminalen frem mod sommer.

”Der er stor interesse for vores cargocenter, og det forventer vi fortsætter. Og med de tre vigtige flyselskabers tilbagevenden på vores platform er vi ved at have genoprettet ruteudbuddet én til én i passagerterminalen. Vi ser ind i en aktiv rejsesæson, hvor vi forventer at kunne præsentere endnu flere nye ruter, for nu stiger efterspørgslen igen, og det skal udbuddet nok følge trop på.”

 

Relaterede artikler:

Atter over en million passagerer i Billund Lufthavn

Wizz Air skærer kraftigt ned i Billund Lufthavn

Tidligere minister i bestyrelsen for Billund Lufthavn