Atlantic Plus Plus-samarbejdet mellem Lufthansa-gruppen, United og Air Canada er lukket for optagelse af nye medlemmer.
Hvis SAS eller andre mellemstore europæiske netværksselskaber tror, at de kan få lov til at blive en del af det såkaldte Atlantic Plus Plus-samarbejde, så kan de godt tro om igen. Det er det klarer budskab fra Lufthansa, der sammen med amerikanske United og canadiske Air Canada har indgået det tætte samarbejde om atlanterhavstrafikken. Foruden de tre selskaber, så deltager Lufthansas datterselskaber Swiss, Austrian og Brussels også i samarbejdet.
Og den kreds kommer ikke til at blive udvidet med nye medlemmer lige foreløbig.
”Der er i øjeblikket ikke sådanne planer under overvejelse,” lyder svaret fra Martin Riecken, Lufthansas europæiske kommunikationschef, til CHECK-IN.dk på spørgsmålet, om Atlantic Plus Plus er åbent for nye medlemmer.
Riecken fortsætter:
”Joint venturet er på nuværende tidspunkt ikke åben for andre deltagere,” fastslår Martin Riecken. Han peger desuden på, at optagelse af nye medlemmer vil betyde, at samarbejdet skulle godkendes på ny af konkurrencemyndighederne. En godkendelse, som netop er faldet på plads for den nuværende deltagerkreds.
Farvel til United-codeshare
Et af konkurrencemyndighedernes krav var, at selskaberne opsagde en lang række samarbejder med andre luftfartsselskaber. Og det har især ramt SAS hårdt. Et succesfuldt salgssamarbejde med United er blevet stoppet og det har betydet et farvel til United-codeshare på SAS’ USA-ruter.
Desuden er det ikke længere muligt at lave billetkombinationer. Når man købte en returbillet med SAS til USA, så kunne man tidligere flyve til USA med SAS og i stedet for også at tage SAS hjem, så kunne man flyve med United eller Lufthansa uden at billetprisen ændrede sig. Den mulighed eksisterer ikke længere.
SAS er desuden stærke på USA og Nordamerika. Og en SAS-deltagelse i Atlantic Plus Plus ville kunne styrke den position yderligere. Men det kan SAS godt skyde en hvid pil efter.