Fra begyndelsen af januar måned påbegynder Lufthansa installation af den nye kabineindretning på selskabets i alt 189 kort- og mellemdistancefly. Det betyder bl.a. mere komfortable sæder og forbedret inflight-produkt.
Omkring 32.000 nye sæder skal i løbet af 2011 installeres på Lufthansa´s samlede flåde af 189 kort- og mellemdistancefly. Det sker som følge af introduktionen af et nyt kabine-koncept, der skal give kunderne større komfort og dermed en bedre rejseoplevelse.
Det er den anerkendte producent Recaro, der skal levere de redesignede sæder, der er ergonomisk korrekt formede med slank ryg, hvilket betyder, at passagererne fremover vil have mere end 4 centimeter ekstra benplads.
Herudover er der skabt plads til at installere to ekstra rækker på hvert fly, hvilket øger kapaciteten med omkring 2.000 ekstra sæder svarende til den samlede kapacitet på tolv Airbus A320-fly.
I alt investerer Lufthansa omkring 170 millioner euro (ca. 1.266 milioner kroner)i det nye kabine-koncept som en del af et omfattende program for at forny selskabets inflight produkt.
“Med vore nye, mere komfortable sæder, en fuldstændig moderniseret kabine og en forbedret inflight-service, sætter vi nye standarder for europæiske ruter,“ siger Thierry Antinori, der er vicekoncernchef i Lufthansa med ansvar for salg og marketing. “Det slankere sæde gør, at vi kan øge antallet af siddepladser i vores kort- og mellemdistance flåde og dermed sikre, at vi forbliver konkurrencedygtige i fremtiden.“
En anden forbedring i det nye kabinekoncept er hældningsvinklen på sæderne, der er designet på en måde, der giver ubesværet adgang til at placere håndbagage under sædet foran. Og på Boeing 737-flåden er bagagehylderne gjort dybere, så medbragt håndbagage også vil kunne anbringes på tværs af flyveretnngen, som man kender det fra Airbus-flyene.
Inflight-service forbedring
Lufthansa lancerer også nyskabelser indenfor sin inflight-service. Economy Class passagerer, der rejser på tyske indenrigsruter, vil ikke blot blive tilbudt det sædvanlige brede udvalg af drikkevarer, men vil også fremoverblive tilbudt en snack såsom müslibar og chokolade.
På europæiske ruter med en flyvetid på mere end to timer, vil der blive serveret et varmt måltid. Og Lufthansa vil fremover samarbejde med kendte kokke på det europæiske rutenet. Den første til at introducere menuer som en del af Lufthansas nye inflight-service er den tyske stjernekok Heiko Antoniewicz.
—
Foto: Lufthansa vil i løbet af 2011 forbedre kabinen på selskabets kort- og mellemdistancefly.