Lufthansa lukker 50 år gammel rute

Tyske Lufthansa har i mere end 50 år fløjet på ruten mellem Frankfurt og Jeddah i Saudi-Arabien. Men midt i januar er det slut.

Lufthansa har i mere end 50 år betjent ruten mellem Frankfurt og Jeddah i Saudi-Arabien. Men nu har det tyske flyselskab besluttet at lukke ruten, som selskabet i øjeblikket betjener mellem seks og syv gange om ugen

Lufthansa nedlægger ruten i januar næste år. Den sidste afgang fra Frankfurt på rutenummer LH652 bliver den 12. januar 2020 med afgang kl. 14.15, mens returflyvningen på rutenummer LH653 fra Jeddah er den 13. januar 2020 er kl. 01.50 med ankomst i Frankfurt kl. 05.55 samme dag.

Lufthansa betjener i øjeblikket ruten med Airbus A330-300 med plads til 236 passagerer, og det bliver også denne flytype, der skal udføre de sidste flyvninger på ruten.

Ruten er ikke længere rentabel
Lufthansa begrunder rutelukningen med, at ruten ikke længere er rentabel for selskabet.

”Denne beslutning blev taget på baggrund af den kommercielle udvikling af ruten i de sidste par år,” hedder det i en meddelelse fra Lufthansa.

”Der blev truffet betydelige foranstaltninger for at øge rentabiliteten af denne rute, herunder introduktion af non-stop-tjenesten mellem Frankfurt og Jeddah i november 2018. På trods af en betydelig indsats er denne rute ikke længere kommercielt bæredygtig,” fastslår det tyske selskab.

Ruten til Jeddah var frem til november 2018 en del af Lufthansa-ruten til Addis Ababa i Etiopien, da der blev foretaget en mellemlanding i Jeddah på turen til Etiopien. Men fra vinterprogrammet 2018/19 valgte Lufthansa at splitte one-stop-ruten op i to separate non-stop-ruter.

Forbindelser til London, Paris og Amsterdam
Jeddah ligger ud til Rødehavet i det vestlige Saudi-Arabien tæt på den hellige by Mekka. Lufthavnen i Jeddah – King Khalid International Airport – har blandt andet direkte flyforbindelser til London Heathrow, Paris Charles de Gaulle og Amsterdam Schiphol i Europa samt til en lang række destinationer i Mellemøsten, Afrika og Asien.

Lufthansa vil efter rutelukningen i januar fortsat flyve dagligt fra Frankfurt til Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh og til Dammam i den østlige del af landet ud til Den Persiske Bugt. Begge disse ruter betjener Lufthansa ligeledes med Airbus A330-300. På ruten til Dammam fortsætter flyet til nabostaten Bahrain, og returnerer til Frankfurt via Dammam.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa går fra én onestop til to nonstop

British Airways åbner tredje rute til Saudi-Arabien

Nyt CPH-flyselskab forbudt i Saudi Arabien