Lufthansa Business Lounge (Foto: Lufthansa)

Lufthansa relancerer sit loyalitetsprogram

Lufthansa-gruppen gennemfører en række ændringer i loyalitetsprogrammet Miles & More. Der indføres blandt andet et pointsystem.

Lufthansa-gruppen har besluttet at relancere sit loyalitetsprogram Miles & More. Det sker ifølge Lufthansa for at gøre det nemmere og mere gennemskueligt for kunderne at optjene og opretholde status i programmet.

Fremover vil loyalitet over for Lufthansa-gruppens flyselskaber vil blive belønnet i større grad end nogensinde før, understreger Lufthansa.

“Vi vil værdsætte vores hyppigt rejsendes loyalitet endnu mere. I fremtiden vil vi tilbyde det mest attraktive og mest enkle loyalitetsprogram nogensinde,” siger Markus Binkert, marketingdirektør i Lufthansa-gruppen.

Ændringerne i loyalitetsprogrammet indføres først om godt et år – nemlig fra 1. januar 2021.

Blandt de vigtigste ændringer er måden, som man optjener point på. Den hidtidige mangfoldighed i det såkaldte status miles-system reduceres betydeligt, og der indføres et pointsystem, hvor der optjenes point på en flyvning ud fra blot to kriterier: rejseklasse og om flyvningen er i Europa eller interkontinental.

Status kun gyldig i et år
Der ændres også på, hvor længe et statusniveau er gyldigt. Mens man hidtil hos Lufthansa har kunnet bevare den optjente status i to år, vil man fremover kun bevare sin status i et år. Optjeningsperioden følger i øvrigt kalenderåret.

Ligesom hidtil kan der også fra 1. januar 2021 optjenes point på alle Star Alliance-flyselskaber, inklusive statusmiles. Men for at nå niveauer som Frequent Traveller eller Senator, skal halvdelen af pointene være optjent ved flyvninger med Lufthansa-gruppens selskaber eller Miles & More-flyselskaberne Air Dolomiti, Croatia Airlines, LOT Polish Airlines eller Luxair.

For at få HON Circle medlemsstatus skal alle point være optjent hos selskaber i Lufthansa gruppen. I modsætning til hidtil bliver det også muligt at optjene point til at kvalificere sig som HON Circle-medlem på flyvninger på Economy Class og Premium Economy.

Mulighed for livslang status
Fremover kan man også blive tildelt livslang Frequent Traveller- eller Senator-status. Grundlaget for dette er summen af ​​alle point, der er optjent på fly, der opereres af Austrian Airlines, Lufthansa, SWISS og Miles & More-flypartnere.

For at få livslang Senator-status skal man endvidere have haft Senator-status eller have været HON Circle-medlem i ti år.

 

Relaterede artikler:

Bagageløst med Lufthansa til hele verden

Lufthansa-gruppen indfører ny prisstruktur

Lufthansa præsenterer nyt Premium Economy-sæde