Jan Hessellund, administrerende direktør, Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Joakim J. Hvistendahl)

Lufthavnsdirektør fylder 50 år

Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, fylder 50 år den 27. december. Med detailhandlen som springbræt er han havnet i chefstolen i Danmarks næststørste lufthavn.

På Jan Hessellunds fødselsattest står der 27. december 1969, og dermed tilhører han formelt generation X, der omfatter alle, der er født fra midten af 1960´erne frem til slutningen af 1970´erne.

Det er generationen, der yder, pukler og arbejder hårdt og som elsker målbar succes. Samtidig er de uformelle og pragmatiske. En ægte generation X´er elsker konkurrencer, hvor der er en vinder. 

En vinder
Og fynboen Jan Hessellund er en ægte vinder, hvilket hans CV i høj grad understreger. Efter gymnasietiden i Ringe på Midtfyn blev det til en etårig HHX fra Svendborg Handelsskole, inden jobbet som serviceleder i Føtex i Svendborg kaldte.

I Dansk Supermarked Gruppen (nu Salling Group, red.) arbejdede Jan Hesselund sig opad i den store detailhandelskoncern. Det blev i første omgang til et job som servicechef hos Føtex i Randers, hvorefter turen gik til hovedkontoret i Højbjerg, hvor en opgave som konsulent for administrativ rationalisering lokkede.

Sidenhen ventede udfordringer som afdelingschef i Føtex Randers samt efterfølgende varehuschef i Føtex Varde, Føtex Silkeborg og BILKA i Horsens. I jobbet i Horsens var Jan Hessellund ansvarlig for driften af varehuset samt ledelse af 350 medarbejdere.

Et godt match
Karrieren i detailhandlen blev springbrættet til det nuværende virke i Billund Lufthavn. Den 1. august 2008 blev Jan Hessellund  ansat som detailchef i lufthavnen, og blot 10 år senere kunne han overtage direktørstolen efter Kjeld Zacho Jørgensen. I mellemtiden var han først avanceret til kommerciel chef og sidenhen kommerciel direktør.

”Det match jeg havde med Billund Lufthavn, da jeg tiltrådte i 2008, er kun blevet forstærket i takt med, at jeg har fået erfaring i lufthavnen og fra luftfarten. Det er endnu mere spændende at komme til at udvikle denne virksomhed. Jeg kan ikke se andre jobs, der er mere interessante,” sagde Jan Hessellund, da han 1. juni 2018 tiltrådte som ny administrerende direktør i Danmarks næststørste lufthavn.

Forinden var gået et testforløb, hvor Jan Hessellund af en rekrutteringsvirksomhed var blevet vurderet sammen med en række eksterne kandidater.

“Du kommer med i loopet, men du får kun jobbet, hvis du er den bedste,” sagde bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen, da han overbragte Jan Hessellund resultatet af den første test.

Jan Hessellund kvitterede for tilliden og kunne nogle måneder senere skifte titlen på visitkortet ud.

Aktiv fødselar
I dag er Jan Hessellund ansvarlig for en virksomhed, der årligt omsætter for omkring 900 millioner kroner, beskæftiger flere end 800 fuldtidsansatte og leverer et resultat på mindst 60 millioner kroner om året.

Jan Hessellund har tillige markeret sig som en aktiv deltager i adskillige erhvervs- og transportpolitiske fora og beklæder herunder en række bestyrelsesposter. Han er blandt andet bestyrelsesmedlem i DI Transport og næstformand i Brancheforeningen Dansk Luftfart. Derudover er fødselaren næstformand i oplevelsesvirksomheden FÆNGSLET samt medstifter og nuværende formand for VL121 Horsens under Dansk Selskab for Virksomhedsledelse.

Privat er Jan Hessellund far til fire og bosiddende i Horsens sammen med sin hustru. Fritiden tilbringes sammen med familie og venner, og fodbold er en af de helt store interesser, særligt hvis der er kamp på Ewii Park i Odense, hvor de hvid-og blåstribede fra Odense Boldklub har hjemmebane. Rejser og whisky er også en passion, og når det kombineres i en whiskytur til Skotland, går det hele op i en højere enhed.

Fødselsdagen fejres under private former.

 

Relaterede artikler:

Billund-direktør i bestyrelsen for DI Transport

“Du får kun jobbet, hvis du er den bedste”

Klar til at føre Billund Lufthavn ind i fremtiden