Lunkne trafiktal fra SAS

Trods en passagerfremgang på 43.000 i juni måned ligger der et problem i SAS, der langt overskygger passagerfremgangen. SAS har nemlig svært ved at sælge den øgede kapacitet på de intraskandinaviske og europæiske ruter.

Som analytiker og journalist skal man tage sig i agt for en SAS-pressemeddelelse, der har valgt at fokusere på passagervækst som det væsentlige, der skete i den forgangne måned.

Det er sjældent, at SAS bruger de rene passagertal som målestok for, hvor godt selskabet har klaret den forløbne måned, og det kalder også automatisk på lidt ekstra opmærksomhed for at finde, det der i fagsproget kaldes “håret i suppen.“

Det handler nemllig om belægningsprocenten på SAS-flyene, og problemet ligger især på de intraskandinaviske og europæiske ruter, der udgør en væsentlig del af den samlede produktion. Her har SAS i perioden fra november til og med juni øget antallet af udbudte sædekilometer med 6,9 procent, men har kun evnet at sælge de 2,8 procent, hvilket er under halvdelen af den ekstra udbudte kapacitet. Det har i den otte måneder lange periode presset belægningsprocenten med 1,4 procentpoint til 71,3.

I juni måned så det ikke meget bedre ud. Den europæiske og intraskandinaviske sædeproduktion blev øget med 4,6 procent, men det lykkedes kun at sælge 2 procent af den øgede kapacitet, hvilket giver en belængningsprocent på 80,1 for måneden hos Scandinavian Airlines.

Således skal man fem år tilbage til kriseåret 2008 for at finde en belægningsprocent i juni måned, der var lavere end i år. Fra 2009 til 2012 var belægningsprocenten i juni måned højere, end det var tilfældet i år.

Efter planen
SAS-ledelsen fortæller endnu engang, at udviklingen er i henhold til planen.

“Trafiktallene i juni udviklede sig i efter vore forventninger. I begyndelsen af juni lancerede vi vort nye servicekoncept SAS Go og SAS Plus. Det er glædeligt, at flere og flere kunder nu væger at flyve med SAS,“ siger koncernchef Rickard Gustafson i en kommentar til tallene.

Hvad han ikke fortæller, er at SAS i løbet af juni måned har åbnet 15 nye ruter, som tilsyneladende ikke har haft den appel i markedet, som man skulle forvente. Ellers ville der ikke være den nævnte forskel på øget kapacitet og solgt kapacitet.

I løbet af sommeren vil SAS åbne 32 nye ruter, hvoraf hovedparten er lavfrekvente fritidsrejser i højsæsonen. Det vil give en voldsom kapacitetsvækst, der på hele året vil nå op i nærheden af frem til seks procent.

Men SAS advarer allerede nu om, at man ikke skal forvente den samlede vækst bliver solgt. “Overkapaciteten på visse ruter giver usikkerhed, og SAS vil fortsat forvente en negativ udvikling i enhedsindtægterne (RASK) for hele regnskabsåret 2012/13. Dermed indikeres, at det kan blive nødvendigt at sætte priserne ned for at sikre, at den udbudte kapacitet også bliver solgt.