Motor på Boeing 767-300F fra Maersk Air Cargo. (Foto: A.P. Møller - Mærsk | PR)

Maersk Air Cargo overvejer flere fly

Næste år vil Maersk Air Cargo udvide flåden med to Boeing 777F-fly, men i tillæg hertil overvejer man fra selskabets side behovet for flere fly, der både kan være nybyggede eller konverteringer.

I øjeblikket består flåden hos Maersk Air Cargo af 22 fly, der har en gennemsnitsalder på 28 år. 10 af flyene er Boeing 767-300’ere, mens de resterende 12 er Boeing 767-200-fly.

Fragtflyselskabet har eksempelvis tre fly stående i Billund Lufthavn, der er valgt som selskabets europæiske hub, mens tre andre fly opereres af det amerikanske flyselskab Amerijet fra Miami, og disse benyttes til flyvninger mellem fragtmarkederne i USA og Sydkorea.

Som en del af selskabets forretning opererer Maersk Air Cargo desuden 12 af flyene i flåden på en længere aftale med den globale kurer- og logistiskvirksomhed United Parcel Service (UPS), mens tre af flyene opereres på vegne af DHL

Holder øje med nye muligheder
I et nyt interview med Air Cargo News understreger Michel Pozas Lucic, der som global head of air hos A.P. Møller – Mærsk, står i spidsen for den danske virksomheds forretning med luftfragt, at man altid holder øjnene åbne for nye mulighed trods udfordringer i markedet.

”Vores holdning er, at alle døre altid er åbne. Derfor vurderer vi hele tiden, hvad der er nødvendigt for både vores netværk og vores kunder.”

Selskabet er på nuværende tidspunkt ikke klar til at offentliggøre konkrete planer om hvilke typer eller hvor mange fragtfly, som selskabet potentielt har kig på, men det forklares, at det ikke er utænkeligt, at man vil fokusere på at få blanding af nye fly og passagerfly, der konverteres til fragtfly.

Afviser ikke at flyve med andre mærker
Selvom flyselskabet indtil videre kun gør brug af fly fra Boeing, er det ikke givet, at det altid vil være sådan. Ifølge Michel Pozas Lucic kan det godt tænkes, at Maersk Air Cargo vil udvide flåden med andre mærker i fremtiden.

”Vi kigger på hvilken leverandør, som både økonomisk, kommercielt og driftsmæssigt vil kunne levere den bedste løsning for os, og det kan meget vel være en blanding af både forskellige mærker og flådetyper.”

Indtil videre står flåden i flyselskabet til at blive udvidet i løbet af første halvdel af næste år, hvor Maersk Air Cargo venter at modtage to Boeing 777F-fly. Selskabet har tidligere udtalt, at disse to potentielt kan blive placeret i Billund Lufthavn.


Relaterede artikler:

Faldende overskud efter store investeringer

Maersk Air Cargo forventer nye fly til næste år

Maersk Air Cargo med to nye ruter fra USA til Kina