En lang række flyselskaber i Mellemøsten og Asien har valgt at reducere kapaciteten til Bangkok frem til udgangen af måneden – og flere selskaber endda frem til midten af juni. Emirates annullerer mega-jumboen A380 til Bangkok.
De voldsomme uroligheder i Thailands hovedstad Bangkok får nu en lang række flyselskaber til at aflyse afgange og reducere den udbudte kapacitet på Thailand-ruterne.
Der er bl.a. tale om selskaber som China Airlines (fra Taipei og Kaohsiung), Singapore Airlines (fra Singapore), Garuda Indonesia (fra Jakarta), Malaysia Airlines (fra Kulala Lumpur) Asiana Airlines (fra Seoul) og Vietnam Airlines (fra Ho Chi Minh). Alle disse selskaber har valgt at reducere kapaciteten ved at annullere udvalgte afgange til Bangkok.
Det er primært til udgangen af maj måned, at annulleringerne finder sted, men Asiana Airlines har valgt at reducere fra 11 til 7 ugentlige afgange frem til 20. juni. Samtidig har China Airlines reduceret kapaciteten på ruten fra Taipei via Hong Kong til Bangkok frem til 3. juli.
En række selskaber har også valgt at indsætte mindre fly på ruterne til Bangkok. Det er bla. tilfældet med Kingfisher Airlines (fra Mumbai og Delhi), EVA Air (Tapiei – Bangkok – Amsterdam), Qatar Airways (fra Doha)og Air China (fra Beijing).
Det store mellemøstlige selskab Emirates har frem til 31. maj valgt at annullere servicen fra Dubai til Bangkok med mega-jumboen Airbus A380. I stedet anvendes den noget mindre Boeing 777.
Indtil videre er der ikke foretaget reduktion i kapaciteten på ruterne mellem Thailand og Europa v.v.
—
Foto: Der bliver lidt færre flyoperationer i Bangkok-Suvarnabhumi Airport i de kommende uger.