Boeing 787 Dreamliner fra Air Canada med Kastrup Tower i baggrunden. (Foto: Joachim Brandt Møller | CPH)

Masseaflysninger: Kabinestrejke rammer Air Canada

Omkring 10.000 kabineansatte hos Air Canada og datterselskabet Air Canada Rouge er gået i strejke. Lørdagens afgang fra København til Toronto er en af de aflyste flyvninger.

De kommende dage ventes at blive ganske udfordrende for Air Canada, idet kabinepersonalet i moderselskabet samt datterselskabet Air Canada Rouge har varslet en tredages strejke, der er begyndt lørdag den 16. august kl. 01.00 Eastern Time, hvilket er kl. 07.00 dansk tid.

Det betyder, at det canadiske Star Alliance-selskab er tvunget til at holde samtlige omkring 115 fly på jorden, mens de 99 fly fra datterselskabet Air Canada Express ikke vil blive ramt, da de opereres af en tredjepart.

Det er samlet 10.000 kabineansatte, der er organiseret i fagforeningen CUPE (Canadian Union of Public Employees), der har valgt at strejke.

Forhandlingerne mellem CUPE og Air Canada om en ny kollektiv overenskomst har indtil videre varet i 248 dage, men parterne har endnu ikke nået frem til en aftale. Air Canada hævder at have tilbudt en samlet forhøjelse af gagepakken på 38 procent over de kommende fire år.

Det betyder, at senior kabineansatte i 2027 ville nå op på en årsløn på 87.000 canadiske dollars, hvilket svarer til 401.400 kroner, mens 20 procent af de kabineansatte kan komme op på 90.000 canadiske dollars (415.000 kroner).

Vanskeligt at ombooke passagererne
Hos Air Canada har man allerede taget konsekvensen af strejkevarslet og annulleret en række flyvninger fra den 15. august. Det er op til 700 operationer om dagen, og selskabet venter at 130.000 passagerer vil blive ramt på hver strejkedag.

“For at give vores kunder vished, er vi begyndt en gradvis nedlukning af de fleste af vores operationer, som skal afvikles i løbet af de næste to dage,” hed det fredag i en pressemeddelelse fra selskabet.

Derfor opfordrer Air Canada kunderne til at ombooke deres billet, hvis de skal rejse mellem den 15. og 18. august, og en ny rejsedato skal i givet fald være valgt inden den 12. september. Hvis det ikke er muligt, tilbyder Air Canada fuld refusion af den købte billet.

“Den tilgængelige kapacitet hos vores flyselskab og andre selskaber er dog begrænset på grund af højsæsonen, hvilket betyder, at muligheden for at ombooke dig inden for en acceptabel tidsramme er lav,” hedder i en meddelelse fra Air Canada.

Rammer også flyvninger til og fra København
Strejken betyder også, at Air Canada ikke forventes at ville flyve fra København til Canada i de kommende dage. Således er rutenummer AC828 fra Toronto til København aflyst den 15. august, hvorfor returflyvningen fra CPH lørdag den 16. august kl. 12.35 ikke kommer afsted.

Dermed må op til 255 passagerer finde en anden rejsemulighed.

Ved denne artikels udgivelse var lørdagens afgange til København fra både Montreal og Toronto endnu ikke aflyst.

 

Relaterede artikler:

Air Canada vinterlukker Toronto-København

Air Canada er landet i Stockholm

Air Canada med to nye ruter fra Stockholm