En Boeing 737 MAX 7. Foto: Boeing

MAX-recertificeringsflyvninger begyndte mandag

Flyvninger for at recertificere den ulykkesramte Boeing 737 MAX begyndte mandag, og flyet forventes klar til kommerciel drift igen i september.

Siden marts 2019 har Boeing 737 MAX haft internationalt flyveforbud efter to ulykker med flytypen i henholdsvis Indonesien og Etiopien, som i alt kostede 346 mennesker livet.

Boeing har siden kæmpet for at få flyet tilbage i luften, og de seneste måneder er dette arbejde blevet overskygget af COVID-19-pandemien. Produktionen af nye MAX-fly var indstillet fra januar til maj i år, og nu tyder det på, at eksisterende fly snart kan komme i luften.

Således skete der det, at piloter og testpersoner fra de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA (Federal Aviation Administration), sammen med Boeing mandag indledte en tredages recertificeringsperiode af 737 MAX. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En Boeing 737 MAX lettede omkring middag lokal tid på Flight 701 fra King County International Airport – også kendt som Boeing Field – fortæller et Reuters-vidne. Flyet vil lande to timer senere i Moses Lake Airport, inden det kort efter returnerer til Seattle. Dagens begivenhed fik Boeing-aktien til at stige med 7,8 procent, melder Reuters.

Testen af flytypen er et vigtigt skridt i Boeings arbejde. MAX-krisen har været den værste i den amerikanske flyproducents historie, og de særdeles udfordrende tider begyndte længe før coronakrisen.

Testflyvninger med 737 MAX 7
FAA bekræftede søndag over for amerikanske lovgivere, at myndigheden havde afsluttet en vurdering af sikkerhedssystemet i Boeing 737 MAX, hvilket har banet vejen for omtalte recertificeringstest.

”Flyvninger med FAA-testpiloter kan begynde så tidligt som i morgen (mandag, red.) med det formål at evaluere Boeings foreslåede ændringer af det automatiserede flyvekontrolsystem (MCAS, red.) på 737 MAX,” lyder det fra FAA ifølge Reuters.

Testbesætningen fra FAA vil efter flere timers briefing træde om bord på en testudstyret Boeing737 MAX 7 og gå i luften fra Boeing Field nær Seattle.

Undervejs på testflyvningerne vil besætningen afprøve forskellige nødprocedurer og manøvrer – herunder eksempelvis skarpe drej. Der skal angiveligt også foretages flere touch and go-landinger, justering af flyveplan og ændringer i forbindelse med vejrmæssige udfordringer.

Testpiloterne vil undervejs også udløse det omprogrammerede MCAS-system, der skal forebygge stalls af flyet. Denne software var skyld i MAX-ulykkerne hos Lion Air og Ethiopian Airlines. Boeing har over for Reuters afvist at kommentere den forestående testperiode af MAX.

Endelig recertificering i september
Hovedformålet med den kommende testperiode af Boeing 737 MAX er at finde ud af, om Boeings omprogrammering af MCAS-systemet er fuldt ud sikkert. Testpiloterne skal sikre, at de er i stand til at modvirke MCAS-systemet, når det udløses, så de ikke mister kontrollen med flyet. Hvilket var tilfældet ved de to ulykker.

Boeing har brugt flere hundrede timer i en 737 MAX-simulator på Longacres-anlægget i Renton i den amerikanske delstat Washington. Herudover ligeså lang tid i luften på den samme 737 MAX 7, som myndighedspersoner fra FAA snart skal teste.

Efter testdagene skal FAA analysere flyvningerne for at vurdere MAX-flyets luftdygtighed. De amerikanske luftfartsmyndigheder vurderer, at flyet endeligt vil få grønt lys til at gå i luften i september. Herefter kan MAX-operatørerne således igen gøre brug af den skandaleombruste flytype.

Selv om de amerikanske myndigheder måtte godkende Boeing 737 MAX i sidste ende, vil myndighederne i Canada og Europa også skulle lave deres egne vurderinger af flytypen. Når samtlige myndigheder kan godkende flyet, vil Boeing formentlig kunne begynde at levere omkring 400 færdigproducerede MAX-fly, som har været oplagret i USA. Før MAX-krisen nåede Boeing at levere cirka 300 fly.

 

Relaterede artikler:

Mulig recertificering af 737 MAX om få uger

Boeing genoptager 737 MAX-produktion

Afbestiller 34 Boeing 737 MAX-fly