Airbus A350-900 fra SAS under landing i Københavns Lufthavn (Foto: Claus Andersen | CPH)

Mere gang i interkontinentale ruter fra CPH

Københavns Lufthavn oplevede i september en fremgang på ni procentpoint i genopretningen af passagertallet på de interkontinentale ruter. USA og Thailand er i fokus.

Siden restriktionerne i luftfarten for alvor faldt bort i begyndelsen af 2022, er et stadig stigende antal passagerer vendt tilbage til flyene. Det oplever man også i Københavns Lufthavn, hvor 2.282.615 passagerer i september rejste til, fra eller via lufthavnen. Det svarer til 81 procent af passagerniveauet fra samme måned i 2019.

Passagererne på indenrigsruterne samt de europæiske rute- og charterflyvninger er vendt tilbage i stor stil hen over sommeren, mens de interkontinentale rejser har haltet bagefter, hvilket blandt andet skyldes fortsatte rejserestriktioner i flere asiatiske lande.

Alligevel var der i september 215.765 interkontinentale passagerer gennem Københavns Lufthavn, og det var 72 procent af de næsten 300.000 interkontinentale rejsende i samme måned i 2019. I august var genopretningen i dette segment kun på 63 procent.

Trods dette er antallet af interkontinentale passagerer i forhold til det samlede passagertal dog faldet fra 10,3 procent i august til 9,5 procent i september.

”Det har primært været indenrigs – og europæiske ruter, der har oplevet fremgang i antallet af passagerer siden genåbningen af luftfarten. Derfor er det ekstra glædeligt, at der kommer mere gang i trafikken på langdistanceruterne. Københavns Lufthavn er et af de vigtigste trafikknudepunkter i Nordeuropa med gode forbindelser ud i verden – og det skal vi blive ved med at være,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Næsten halvdelen til USA
I næste uge venter efterårsferien, hvor der traditionelt er stor travlhed i lufthavnen, og Københavns Lufthavn noterer sig også med tilfredshed, at efterspørgslen til Thailand er ved at vende tilbage, idet der nu tilbydes ni ud af de 10 ugentlige afgange, der blev tilbudt før coronapandemien.

”Tallene viser, at folk er parat til at rejse ud i verden, så snart restriktionerne bliver ophævet. Det er helt klart det, vi ser med Thailand i øjeblikket, og vi håber på, at resten af Asien også snart følger trop, så vi for eksempel kan få flere fly mellem CPH og Kina,” lyder det fra CPH-direktøren.

USA-rejserne er også ved at være tilbage på et niveau, der minder om 2019. Næsten halvdelen af de interkontinentale passagerer i september rejste mellem Københavns Lufthavn og USA, hvor mest populære destination er New York efterfulgt af San Francisco, Los Angeles, Chicago, Washington D.C. og Boston.

Selvom omkring hver 10. passager rejser interkontinentalt til eller fra Københavns Lufthavn, er det stadig de europæiske rute- og charterflyvninger, der vil dominere i efterårsferien. Her venter CPH i de kommende to weekender op imod 90.000 passagerer på de mest travle dage.

 

Relaterede artikler:

En sommer i CPH på 2013-niveau

Kinesisk selskab flyver udenom CPH

Delta Air Lines forlænger New York-rute fra CPH