Mest punktlige flyselskaber fra CPH

OnTime har registreret i alt 78.000 flyafgange fra Københavns Lufthavn i 2012 og kan dermed kåre de mest punktlige flyselskaber ved ankomsten på destinationen. Vinderen er ikke overraskende et SAS-selskab.

I 2012 lettede omkring 113.000 fly fra Københavns Lufthavn til destinationer i Danmark, Skandinavien, Europa og resten af verden. Ikke alle passagerer nåede frem til rejsemålet til tiden, hvilket i et stort omfang afhænger af flyselskab samt trafik på destinationen.

Det dokumenterer selskabet OnTime, der har samlet data fra 78.000 flyafgange fra Københavns Lufthavn i 2012. Det er dog ikke alt, der er med i undersøgelsen.

“Vi har udeladt de mindste selskaber, ligesom vi heller ikke har indenrigsdata med før august måned. Endelig er der nogle huller i data fra selskaber som easyJet og Norwegian, hvor vi ikke har kunnet få adgang til data i ankomstlufthavnen,“ fortæller Jesper Rovsing Olsen, der står bag OnTime.

OnTime har valgt på baggrund af opgørelsen at kåre “Danmarks Bedste Fly“, hvilket nok rettelig bør hedde Danmarks mest punkligteflyselskab fra Københavns Lufthavn.

Her ligger finske Blue1 helt i top. Selskabet er dog siden oktober måned sidste år blevet transformeret til charter- og produktionsselskab, hvorfor trafiktal fra Blue1 før dette tidspunkt indgår i SAS-statistikkerne. I alt 83 af samtlige flyafgange fra Blue1 nåede rettidigt frem til de finske ankomstlufthavne. Typisk regionale lufthavn, der modtager et par fly i timen, hvorfor mulighederne for forsinkelser på destinationen er minimale.

Frankfurt og Amsterdam i førerfeltet
Anderledes ser det ud med British Airways og Air France, der begge flyver til Europas mest travle lufthavne i Heathrow og Paris-CDG. Det britiske flyselskab kan præstere en rettigdighed ved ankomsten på 61 procent, mens Air France følger efter med 59 procent. Mellem de to selskaber finder vi SAS med i alt 60 procent af flyafgangene fra København med rettidig ankomst.

Når OnTime taler rettidighed kræver det, at flyet landen til tiden – eller før tiden. I modsætning til de sædvanlige branchestandarder, der opererer med 15 minutter efter fartplanen som rettidig ankomst.

Det mest interessante ved OnTime-opgørelsen er opgørelsen over de bedste transitlufthavne for rejsende fra Danmark. Hvis man rejser fra København og skal skifte fly i et af Europas store mega-hubs er det ikke uvæsentligt, at flyet ankommer til tiden.

Undersøgelsen viser, at der er størst mulighed for at nå sit flyi Frankfurt tæt forfulgt af Schipol-lufthavnen i Amsterdam. Blot ni procent af samtlige flyafgange fra København lander mere end 15 minutter forsinket i Frankfurt.

Ikke overraskende er Heathrow Airport hårdest ramt af forsinkelser. Ifølge OnTime skal man vælge sit fly til London-lufthavnen med omhu, idet en særlig afgang fra København kommer mere end et kvarter forsinket frem i over 25 procent af tilfældene.

Værst af de større transitlufthavn er dog Madrid-Barajas, hvor over 30 procent af alle ankomster fra Københavns Lufthavn er mere end et kvarter forsinket.

De værste flyafgange
På baggrund af det store datamateriale har det også været muligt for OnTime at udarbejde den sorte liste over de mest forsinkede afgange fra Københavns Lufthavn

Her topper JAT Airways flight JU371 til Beograd pålisten, idet hver fjerde afgang var mere end en halv time forsinket. En håndfuld andre flyselskaber var stærkt forsinkede på hver femte flyvning. Det gælder eksempelvis Turkish Airlines TK1786 til Istanbul, østrigske Niki´s HG8019 til Wien, Aerosvit´s VV258 til Kiev og Icelandairs FI213 til Keflavik. Endelig optræder SAS-afgangen SK1517 til London-Heathrow også på den sorte liste, idet netop denne afgang var mere end en halv time forsinket på hver sjette flyvning.

“Den rejsende har ikke brug for verdens mest punktlige flyselskab, men for det mest punktlige fly til den by, han skal rejse til,“konkluderer Jesper Rovsing Olsen fra OnTime.