Den indiske milliardær Rakesh Jhunjhunwala vil lancere et nyt lavprisflyselskab. Foto: Swarajyamag.com

Milliardær vil starte lavprisselskab med 70 fly

En indisk investor vil lancere et nyt lavprisflyselskab i et hårdt presset indisk marked. Inden for fire år skal selskabet have 70 fly i mellemdistanceklassen.

Indiens luftfartssektor var hårdt ramt allerede inden coronapandemien, men det seneste halvandet år har kun sendt den ud i endnu hårdere modvind.

Dette lader dog ikke til at bekymre milliardæren Rakesh Jhunjhunwala, der planlægger at starte et nyt flyselskab i Indien. Det skriver erhvervsmediet Bloomberg. Den indiske investor har fået planerne på baggrund af en tro på, at flere mennesker fremover vil rejse med fly.

Rakesh Jhunjhunwala overvejer at investere 35 millioner dollar (220 millioner kroner, red.) og vil selv eje 40 procent af flyselskabet. Han forventer at få et såkaldt ikke-indsigelsescertifikat (No-Objection Certificate, red.) fra det indiske luftfartsministerium inden for de næste to uger. Flyselskabet vil operere efter en ultra-lavpris-model, og navnet på selskabet vil være Akasa Air.

Flyselskabet skal udgøres af 70 fly inden for de næste fire år, og de skal hver kunne transportere omkring 180 passagerer, lyder det.

”Jeg er meget, meget optimistisk”
Indiens luftfart har i de senere år oplevet flere flyselskaber kollapse som følge af intense billetkrige og høje omkostninger. Rakesh Jhunjhunwala ser dog stadig muligheder for at få succes på markedet med lave billetpriser.

”For at en virksomheds kultur kan være simpel, skal du begynde på en frisk. Jeg er meget, meget optimistisk omkring Indiens luftfartssektor med hensyn til efterspørgsel,” fortæller han.

Allerede før coronakrisen havde flere flyselskaber i Indien modvind. Kingfisher Airlines – der engang var landets næststørste indenrigsflyselskab – afsluttede driften i 2012. Og i 2019 kollapsede Jet Airways, der dog for nyligt blev godkendt til at genoptage driften.

Under den igangværende coronapandemi er Indien fortsat ramt, og landet frygter, at en tredje bølge kan ramme. Og den lave efterspørgsel rammer flyselskaberne. Vistara er i drøftelser med Boeing og Airbus omkring at forsinke leveringer af nye fly. Fra Indiens største flyselskab, IndiGo, har der lydt meldinger om et større tab end forventet under krisen.

Har dygtige partnere
Ifølge Forbes har Rakesh Jhunjhunwala en anslået nettoformue på cirka 4,6 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 29 milliarder kroner. Den indiske rigmand har derfor økonomien til et nyt flyselskab, og han er sikker på, at hans flyselskab kan klare skærene i det trængte indiske marked.

”Jeg tror, ​​at nogle af aktørerne muligvis ikke kommer sig. Jeg har nogle af de bedste luftfartsfolk i verden som mine partnere,” siger han til Bloomberg.

Rakesh Jhunjhunwala har blandt andre en tidligere ledende medarbejder fra amerikanske Delta Air Lines med på holdet.

 

Relaterede artikler:

Britisk-indisk lavprisflyselskab har valgt Stansted

Indisk lavprisflyselskab klar til Europa i sommeren 2019

Første lavprisrute mellem Europa og Indien