Airbus A350 fra Finnair i Shanghai Pudong Airport. (Foto: Christoph Lischetzki | shutterstock)

Mindre opbremsning i Asien-genopretning

I løbet af efteråret sidste år begyndte Finnair igen at få luft under vingerne på ruterne til Asien, men omikronvarianten har midlertidigt bremset det stigende antal passagerer.

Genopretningen i luftfarten kom et skridt videre, da rejserestriktioner bortfaldt og grænser i en del lande blev genåbnet i andet halvår af 2021. I slutningen af året blev omikronvarianten dog opdaget, og denne nåede ind i det nye år at sætte et aftryk på trafiktallene hos flere flyselskaber, heriblandt Finnair.

Det finske flyselskab har traditionelt været stærkt på ruterne til Asien, men trafiktallene for januar afslører dog, at Finnair måtte tage til takke med en lille tilbagegang i Asien-trafikken i forhold til niveauet fra december.

I januar havde Finnair nemlig 43.100 Asien-passagerer, hvilket er 4,9 procent færre end de 45.300 rejsende, som selskabet kunne notere sig for i december 2021. Nedgangen i Asien-tallene kommer efter flere efterårsmåneder, hvor selskabet gradvist havde fået udbygget antallet af rejsende igen.

Forbedret belægning
I oktober sidste år fløj Finnair med 11.400 passagerer til og fra Asien. Det antal blev næsten fordoblet måneden efter med 21.600 passagerer. Finnair tilskriver en del af passagervæksten i årets næstsidste måned til, at Thailand åbnede grænserne igen.

Belægningen på Asien-flyvningerne var i januar i år på 39,0 procent. Det er en lille forbedring i forhold til december sidste år, hvor tallet lå på 38.9 procent. I forhold til oktober og november sidste år er der dog sket store fremskridt. Her var belægningen helt nede på henholdsvis 17,4 og 22,5 procent.

Finnair mener selv, at faldet fra december 2021 og til januar i år skyldes, at omikronvarianten blev opdaget. Derudover noterer flyselskabet sig, at januar – og årets første kvartal generelt – sædvanligvis ikke er en af de perioder, hvor flyselskaberne har allermest travlt.

Tilbage i januar 2020 var der ikke færre end 223.800 passagerer på Asien-ruterne, og derfor er det indtil videre kun hver femte passagerer, der er vendt tilbage på de lukrative ruter østpå, der er omdrejningspunktet omkring hele rutenetværket.

Færre end i december
Overordnet set rejste i alt 451.300 passagerer med selskabet i årets første måned. Det tal repræsenterer et fald på 59,8 procent, når man sammenligner med tallene fra januar 2020, inden COVID-19 for alvor blev en faktor. Her rejste 1.122.000 passagerer med oneworld-flyselskabet.

Det er i øvrigt også 25,1 procent færre passagerer end i december sidste år, hvor Finnair havde 602.700 rejsende med på selskabets flyvninger. Af de i alt 451.300 passagerer i januar i år var 110.300 indenrigspassagerer, mens resten rejste til enten Europa, Asien eller over Atlanten.

Belægningen landede i januar på 45,1 procent, mens den i årets første måned i 2020 var på 78,0 procent. Finnair havde i gennemsnit 209 flyvninger med enten passagerer eller luftfragt hver dag i januar. Det er en nedgang på 9,1 procent i forhold til de 230 daglige flyvninger, der fandt sted i december 2021.

 

Relaterede artikler:

Færre Finnair-passagerer i 2021 end i 2020

Sygefravær tvinger Finnair til massive aflysninger

Roser Finnair-kaptajn efter sikkerhedslanding