En Boeing 737-800 fra Rossiya Airlines. (Foto: Anna Zvereva/Wikimedia)

Motorproblemer på landsholdsflyvning i Rusland

Flammer fra motor da et af landsholdene til fodbold-VM skulle lande i Rostov. Det danske landshold flyver med samme selskab i Rusland.

Det saudiarabiske fodboldlandshold, som deltager i VM i Rusland, fik sig lidt af en forskrækkelse, da holdet mandag aften landede i lufthavnen i Rostov i det sydlige Rusland forud for onsdagens kamp mod Uruguay.

Holdet fløj med en Airbus A319-100 fra det russiske selskab Rossiya Airlines, og under landingen opstod der tilsyneladende en brand i flyets ene motor.

På sociale medier har passagerer delt videoer og billeder, hvor man kan se, at der står flammer ud fra den ene vinge på Airbus-flyet, mens det er i luften.

Teknisk fejl efter birdstrike
En talsmand for Rossiya Airlines afviser dog over for nyhedsbureauet Reuters, at der havde været brand i motoren, men siger, at flyet fik ”en teknisk fejl på en af sine motorer”, formentlig som følge af at have ramt en fugl – et såkaldt birdstrike.

Det saudiarabiske fodboldforbund offentliggjorde efterfølgende billeder af smilende spillere, der var ved at gå om bord i bussen til hotellet i Rostov. ”Alle de saudiarabiske landsholdsspillere er i sikkerhed,” oplyste forbundet på Twitter.

Rossiya Airlines er en del af Aeroflot-gruppen og betjener en lang række russiske og internationale ruter. Selskabet har en flåde på over 60 fly af typerne Airbus A319, Airbus A320, Boeing B737, Boeing B747 og Boeing B777.

Charterfly fra Saransk til Anapa
Det danske fodboldlandshold flyver  også med Rossiya Airlines, når de rejser fra deres VM-base i Anapa til kampene i Saransk, Samara og Moskva. CHECK-IN.dk har spurgt DBU, hvilket selskab landsholdet flyver med i Rusland, men det ønsker DBU af sikkerhedsmæssige årsager ikke at oplyse. Ifølge CHECK-IN.dk’s kilder har landsholdet blandt andet fløjet med Rossiya Airlines mellem Anapa og Saransk, hvor Danmark spillede sin første kamp mod Peru den 16. juni.

Det passer også med oplysninger fra websitet Flightrader24, som viser, at der sidst på eftermiddagen torsdag den 14. juni afgik en Rossiya Airlines B737-800 fra Anapa til Saransk – en flyvning på en time og 46 minutter, og den 17. juni kl. 00.02 afgik et andet B737-800 fly fra selskabet fra Saransk til Anapa, hvor flyet ankom kl. 01.54. Rossiya Airlines har ingen rute mellem Anapa og Saransk, så der har været tale om charterflyvninger.

Det er FIFA, der arrangerer og booker indenrigsfly til landsholdet i Rusland, og DBU har ikke indflydelse på valg af flyselskab, oplyser DBU til CHECK-IN.dk.

Det danske landshold skal flyve 6.200 kilometer
Det danske landshold er i øvrigt et af de hold, der kommer til at flyve mest under VM i Rusland. Webmediet Business Insider har lavet en opgørelse over, hvor mange kilometer de enkelte hold skal flyve i forbindelse med de tre første kampe i Rusland, og her ligger Danmark på en fjerdeplads med 6.200 kilometers flyvning.

Det egyptiske hold, som har base i Grozny i det allersydligste Rusland, er det hold, der kommer til at flyve allermest med i alt 8.510 kilometer, mens andenpladsen går til Nigeria (6.900 kilometer) og tredjepladsen til Polen (6.420 kilometer). Columbia er det hold, der skal flyve allermindst i Rusland, med kun 1.225 kilometers flyvning i forbindelse med puljekampene.

 

Relaterede artikler:

SAS fløj landsholdet til Rusland

Fodboldklub chartrede A380-fly

Historien gemmer på flykatastrofer med fodboldhold