Nordic Aviation Capital gør sig klar en til en mulig Examinership-proces i Irland, hvis det ikke lykkes at få lavet en ny aftale med de omkring 100 kreditorer inden den 20. september.
Irland har en særlig Examinership-proces, hvor finansielt trængte virksomheder kan få gennemført en rekonstruktion under kreditorbeskyttelse.
Det benyttede SAS-partneren CityJet sig af i 2020, og efterfølgende valgte Norwegian samme model, da det sidste efterår stod klart, at en mulig konkurs var forestående.
Nu er der noget, der tyder på, at flyleasingselskabet Nordic Aviation Capital (NAC) har overvejelser om at gå samme vej, idet der allerede skulle være indgået en aftale med en repræsentant fra den irske afdeling af den internationale konsulent- og revisionsvirksomhed PWC, der skal bistå ved en eventuelt Examinership-proces. Det skriver det irske medie independent.ie.
Frist til den 20. september
Ifølge Mobilitywatch.dk er gælden hos NAC i øjeblikket på 38 milliarder kroner, og i løbet af sommeren blev der indgået en aftale om henstand med gælden. Oprindelig udløb gældsaftalen den 30. juni i år, og sidenhen blev den forlænget til den 31. juli, og mediet erfarer, at aftalen atter er blevet udskudt til den 20. september.
Denne dato bekræftes også af irske medier, der alligevel finder det mest sandsynligt, at flyleasingvirksomheden, der blandt andet har den danske stifter Martin Møller Nielsen som medejer, vil lykkes med at få lavet en ny afdragsordning med de omkring 100 kreditorer.
Stifter ejer 26 procent
Martin Møller Nielsen ejer i dag 26 procent af aktierne i NAC, mens resten ejes af den nordiske kapitalfond EQT sammen med Singpore-fonden GIC.
NAC blev oprindeligt etableret i Skive i 1990, inden hovedkontoret i 2004 flyttede til Billund. I dag er hovedkontoret placeret i Limerick i Irland, og NAC har afdelinger i Billund, Fort Lauderdale, Hong Kong og Singapore.
NAC’s portefølje omfatter i øjeblikket 487fly fordelt på omkring 75 kunder i 50 forskellige lande. Flyene er af typerne ATR 42, ATR 72, Bombardier Dash 8, CRJ900/1000, Airbus A220 og Embraer E-Jets.
Relaterede artikler:
Martin Møller trækker sig fra NAC-bestyrelsen