Airbus A320 fra Wizz Air i Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn | PR)

Næsten hver femte passager tilbage i Billund

Genopretningen af flytrafikken i Billund Lufthavn har for alvor taget fart i juli måned. I alt 73.653 passagerer rejste gennem lufthavnen, og det er 17,3 procent af niveauet fra samme måned året før.

Da den danske regering den 13. marts besluttede at ændre samtlige rejsevejledninger og opfordre danskerne til at blive hjemme som følge af COVID-19-pandemien, oplevede Billund Lufthavn et brat fald i passagertrafikken.

Det kulminerede i april med blot 3.115 passagerer, mens der i maj og juni var henholdvis 5.790 og 15.840 passagerer, der rejste til og fra Danmarks næststørste lufthavn.

I juli oplevede man de første tegn  på, at genopretningen begynder at tage fart, idet 73.653 rejsende passerede gennem lufthavnen, og det var tre gange så mange som de tre foregående måneder tilsammen. Dog var det 82,7 procent færre end samme måned året før med 424.585 rejsende, men i Billund Lufthavn fokuserer man på fremgangen.

“Det vil være selvdestruerende at fokusere på det negative, så vi glædes over, at den første charterrejse fra Danmark fløj ud af Billund Lufthavn. Vi glædes over, at der er vendt mange af de tidligere flyselskaber tilbage, både netværksselskaber, lavprisselskaber og charterselskaber. På nuværende tidspunkt er der billetter til over 40 direkte destinationer til salg,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

To nye ruter i juli
Udover at Billund Lufthavn lige nu kan tilbyde omkring 40 direkte ruter, så har lufthavnen også kunnet fejre åbningen af to nye ruter i juli. I begge tilfælde er det Wizz Air, der har føjet nye destinationer til rutekortet fra Billund.

Den 1. juli åbnede en rute til Lviv i det vestlige Ukraine med to ugentlige afgange, og siden den 2. juli har det ungarske lavprisflyselskab også fløjet to gange om ugen til Larnaca på Cypern.

Mundbind er “ny normal”
Siden den 15. juni har der været krav om mundbind i danske lufthavne, og om bord i flyene skal der også bruges mundbind.

“Vi lægger normalvis rammer til flere millioner rejsende, hvoraf over en million af dem er udenlandske turister og erhvervsfolk. Flere af dem er vant til at bære mundbind i det offentlige rum fra deres eget land. De skal have en tryg oplevelse af at lande i Billund Lufthavn. Derfor følger vi både de danske og internationale retningslinjer, så trygheden i lufthavnen favner så bredt som muligt,” forklarer Jan Hessellund.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Billund Lufthavn, så er danskerne mest bekymrede over hygiejne og kødannelser i forbindelse med COVID-19. Derfor har Billund Lufthavn fokus på rengøring af kontaktflader samt information til de rejsende om at bruge håndsprit og holde afstand.

 

Relaterede artikler:

Billund mistede 359.000 passagerer i juni

Billund har sikret genstart af omkring 40 ruter

Flere ville hjem end ud fra Billund Lufthavn